Claus Hempler er tilbage! Men vent - har Claus Hempler nogensinde været der, vil nogle sikkert spørge. Jamen, det har han da. Han var frontmand i det starthalvfemserkåde rock light-orkester Fielfraz, og dannede i en lang periode par med sangerinden Dicte fra samme musikgeneration. Da Fielfraz efter tre plader gik hver til sit, afslørede Hempler hurtigt en flair for den voksne sang: Samtidig med at han forsvandt længere og længere ud af den helt brede offentlighed, steg hans renommé i branchen efter bl.a. evergreen-indspilninger og teateroptrædender. Nu er han klar med sin længe ventede solodebut, med den pointerede titel 'Hempler': Det er med dette album, at Claus Hempler for alvor fortæller os, hvem han er som solokunstner. Det gør han til gengæld grundigt: Ordet 'Hempler' optræder i alt 27 gange på coverets yderflader. Der er dog også blevet plads til et portræt af manden selv, der lunefuldt sidder og kigger beskueren ud, som en krydsning af Einstürzende Neubauten-forsangeren Blixa Bargeld og den hvidsminkede konferencier fra 'Cabaret'. En skikkelse med et anstrøg af tragik, en cirkushest, der er ved at få manken sat, inden endnu en tur i manegen. Men også en garvet professionel, der ved, hvad han vil. Det kan høres på pladens orkestrering. Hempler er landet netop mellem rocken og evergreensene, og ikke forfærdelig langt fra kolleger (og forbilleder?) som Scott Walker og Lambchops Kurt Wagner. Ligesom disse herrer ynder, smykker Hempler sine smygende kompositioner med klædelige gentlemaneffekter i form af strygere, mellotron, hapsichord, whiskers og mundharmonika i en sound, der signalerer dunkelt, distingveret rockherreværelse. Men mere end det: Der er faktisk to sange på 'Hempler', der sitrer af formfuldendt skønhed, og det gør de begge, fordi Claus Hempler her tør skrue helt op for sine intelligente, metaforiske beskrivelser af kærlighed og levet liv - og fordi både han og hans Fielfraz-baserede orkester bakker fortællingerne så helhjertet op. Den ene er den eminent svungne 'Want You' med Pernille Rosendahl som sødmefyldt underspillet korpige. Den enkle komposition er elegant knyttet sammen af små appetitvækkere mellem vers og omkvæd i sin besjælede besyngelse af - you guessed it - tabt kærlighed: »Your love is like a flash the darkness can't contain/ Like rabbits out of hats no science can explain/ No matter where you are, you're pounding in my brain/ I want you«. Den anden sang er 'Westbound Sun', der fremstår som en slags cv over Hemplers karriere: »With pants on fire and eyeballs spellbound/ I began on top then worked my way down since«. Det er svært ikke at læse Hemplers Fielfraz-gennembrud og følgende, stadigt fadende celebrity-liv ind i denne resignerede perle: »The landscape blooms like a young Montgomery Clift/ Before he smashed up his Porsche and started to lose it/ 'Cause that kind of beauty never lasts, it falters and blurs/ Corrupts like a heart determined to burst for no reason«. På disse to numre, det sidste især, synger Claus Hempler med så stor indlevelse og kontrol over sin egentlig begrænsede stemmes virkemidler, at man ganske enkelt må frydes, så det kribler helt ned i tæerne. Ikke fordi Hempler forfalder til lækker croon - det gør han ikke her - men fordi han lander hver eneste frasering i sikker afstand af både det overkørte - og så sandelig også det skematisk sobre. Enhver betoning falder i overensstemmelse med den skrevne tekst - her er ikke tilsat et gram flødeskum, ud over hvad der står i opskriften. Ellers er 'Hempler' en plade, der skal dyrkes for sine øjeblikke mere end sine kompositioner. Det er i de små, skønne detaljer, at pladen virkelig kommer til live: Hemplers overlegne og eneste flirt med skønsang i det første omkvæd af 'Chinchilla'. Den sølvskarpe, melodiske guitarfigur i 'Gold', der med det samme tager ansvaret for hele sangen. Linjen »You can't climb out of hell on your bedsheets tied together«, der dumper ud af den Dylan-klingende 'Love Song No. 5000' som en uventet gave. Omkvædet i 'The Fall of the Roman Empire', der knækker over - og fortsætter, lige en tand mere inspireret. Den slags momenter af ekstraordinær musikalsk inspiration, der fanger og fortryller. Det sker dog også, at billederne bliver for corny: »Hell waits behind every door/ With John Denver songs«. Altså, staklen er styrtet i døden i sit sportsfly, fortjener han ikke at få lov til at hvile i fred? Lidt for smart, men hellere det, end når Hempler kasserer sit rammende billedsprog og stiller sig tilfreds med mindre: »Your lovelight will be traveling with me/ It won't ever stop or fade away/ It's endless, it's endless«. Det er ganske givet ærligt, men sådan set også lidt fantasiløst - ganske ligesom når han dyrker kvinden som 'Tender Hurricane', på én gang blidt og uregerligt naturbarn. Det tema er altså for slidt til, at Hemplers bidrag gør nogen forskel. Hvem er Claus Hempler så som solokunstner? Han er en fremragende, elegant sanger, der aldrig sløser med sit talent. En dygtig all round-komponist. Og en stor sproglig begavelse, når han giver sig selv lov. Han lader os forstå, at han måske nok har mistet sine illusioner, men ikke sine forhåbninger. Kærligheden og lykken er begge problematiske, men de findes. Det er umagen værd at prøve. Hvorfor Claus Hempler også bør tage det bedste fra sin debut og - lad os sige om et par års arbejdsros tid eller tre - give os det standardværk i dansk rock, som han har potentialet til.