0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Umiskendeligt Peter Thorup

Det første album i 17 år fra manden, der engang var Danmarks største håb på den internationale scene.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ude på rockscenernehar deres egne børn for længst taget over og ført stafetten videre. Men derfor kan de efterhånden halvgamle repræsentanter fra 68-generationen jo sagtens hygge sig med lidt god musik for sig selv, de jævnaldrende og alle os, der sagtens kan tåle en lektion eller to hos folk, der virkelig kan deres kram. Og stadig har masser på hjerte.

»Se, jeg har fået skyld for meget/ lige fra sprut og røg og musikalsk mystik/ Men der var mange, der røg på den/ Og syntes det lød som god musik«, synger Peter Thorup i det historiske rids ved navn 'Boogie-ruller'.

Det sker på det første album i 17 år fra manden, der engang var Danmarks største håb på den internationale scene og spillede guitar blandt andet sammen med Alexis Korner. Siden fik Peter Thorup, der lp-debuterede i 1970(!), en solokarriere på skinner i Danmark, hvor han også har ernæret sig som fast akkompagnatør for Povl Dissing.
Det er da også Dissing og måske især dennes begavede rimsmed og medsammensvorne, Benny Andersen, der dukker op i associationerne, når man hører 'Ku det tænkes'.

Fra første færd er det en nydelse at høre Peter Thorups stemme over et effektivt swing i sin blanding af sejlivet råstyrke og sårbarhed folde sig ud i ønsket om at få en digital brille: »Jeg må ha' en elektronisk brille med 5 kanaler/ og fjernkontrol/ En til når jeg er på landet, en kanal når jeg er på gaden, en til tekst tv/ Årh! jeg må ha' 12«.

Selv om stemmen er slidt og nogle gange både kvækker og snapper efter ordene, er det umiskendeligt Peter Thorup, vi er i selskab med. Og Thor Backhausen med de varme betoninger på tangenterne under Thorups robuste guitar. Det er et fornøjeligt genhør, især når Peter Thorups oprigtighed brænder helt igennem i balladerne 'Teksten', 'Lys fra dig' og 'Knus mit hjerte igen'. Her, når kærligheden brænder, betyder alderen intet, lidenskaben er ægte og stærk.

Desværre er langtfra alle sangene lige så slidstærke. Peter Thorups mange indfald fra hverdagen i hans bornholmske eksil mangler en poetisk åre at flyde på og fungerer mest som afsæt for de musikalske rundture, der uden skarpsynet gennem den stærke brille har det med at havne i samme rille. Ikke desto mindre er det livsbekræftende, ja, nærmest rørende at have 55-årige Peter Thorup tilbage efter en af de hårdeste ture i manegen, en cirkushest kan tage og stadig komme tilbage med kærligheden, passionen, intakt.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere