Virgo og Windermere er to debuterende bands, der begge arbejder intensivt med den følsomme guitarrock. Det er to danske bands, men det skal man nu høre godt efter for at opdage. Musikken er britisk inspireret og udsigten decideret international. Windermere er allerede på første nummer på besøg i noget så ærkeamerikansk som en 'Trailer Park', mens Virgo kommer til både Paris og New York i henholdsvis sang nr. to og tre. Begge bands går ublufærdigt efter de store følelser og den store lyd. Men her hører ligheden så også op. Virgo går efter guldet på 'Youandmeversustime', hvor David Blix står for den virkelig fornemme produktion. Der er fedme og glans i polituren. 'Bubbles' har allerede været et hit i den danske æter, og det er måske ikke så underligt al den stund, at det tydelige forbillede er engelske Coldplay, der netop har formået at give den følsomme guitarrock kommerciel gennemslagskraft. Virgo kommer ikke til kort, når det drejer sig om melodier og produktion. Kvintetten er et god bud på seriøs mainstreamsucces. Det er målt med en anden målestok, Virgo kan komme til at lyde, som om tøjet er et par numre for stort til kropssproget. Sangeren Johan Stahl lægger sig bl.a. på 'Move On' faretruende tæt op ad Coldplays Chris Martin, men Virgos sange har slet ikke et Coldplays blotlagte nerve. For Virgo laver grundlæggende forbrugervenlig poprock med tekster, der kredser uforpligtende om kærester og sex. 'New York' rammer en passende tone med anslaget »We have slow sex on jetlag«, mens Stahl som sangskriver decideret plumper i med det klodsede baghyl 'The Hole'. Det er ikke originaliteten, der trækker læsset. Saybia, som også har stået anklaget for at elske Coldplay lovlig højt, har langt mere intensitet end Virgo. Virgos kvaliteter er af en mere overfladisk karakter. Til gengæld er overfladen så helt ud over det sædvanlige flot, at den i de mest lykkelige øjeblikke næsten kan forveksles med en slags dybde. Er Virgo et kontant dansk svar på nervøst-elegiske Coldplay, er Windermere ekkoet af Suede-sangeren Brett Andersons patos tilsat højstemte klange af mere introvert og eksperimenterende karakter. Teksterne danner mere åbne billeder end Virgos. Musikken er på én gang mørkere og mere krystallinsk. Mere himmelvendt, hvor Virgo har begge ben plantet på jorden. Når Windermere i højere grad end Virgo har fat i noget egenartet skyldes det ikke mindst den instrumentale kombinatorik. Sangeren Jakob Skjoldborg er bandets bassist, og Kim Oxlunds keyboard bølgende som koldt nordlys kombineret med Skjoldborgs tungt markerede basslag giver på de bedste numre Windermere et dunkelt romantisk schwung ud over det sædvanlige. Windermere er blevet sammenlignet med Mew, men når man hører 'The World Is Here', er det svært at høre hvorfor. Hvor Mew fra starten har været på sin egen lidt skæve boldgade, indskriver Windermere sig i en helt anden højtidelig rocktradition. Tonen kan som på 'Unspoken' virke selvhøjtidelig, men hvis ikke man skal være det på sin første plade, hvornår skal man så være det? Der er noget udfordrende ved et band, som insisterer på at bygge katedraler for småpenge. Den fornemme indskydelse af spøgelsesagtig twang og uortodoks brug af strygere på 'Your Eyes Could Start A Fire' understreger indtrykket af, at der kan ligge et stort og spændende talent på lur i Windermere.