Det kan godt være, at Kashmir på mange måder er et bedre og mere interessant band end Swan Lee. Men hvorfor er det så, at det alligevel vil være Swan Lee, der står med langt de største chancer for at lette fra andedammen og få det eftertragtede internationale gennembrud? Første del af svaret er ganske enkelt: fordi Swan Lee ikke blot vil, men vilvilvil! Det står helt klart, når man lytter til det andet album fra det danske orkester med sangerinden Pernille Rosendahl i den altdominerende hovedrolle. Havde der været tale om en sportspræstation, havde 'Swan Lee' fået overskriften 'Viljen til sejr'. Måske skal den blive stående. For det er på en måde det mest slående ved Swan Lees andet album, at man møder et talentfuldt og ambitiøst om end ikke voldsomt originalt band, der har besluttet sig for at gøre alt, hvad der gøres kan, for at opnå maksimal gennemslagskraft. Uden på nogen måde at kompromittere endsige prostituere sig selv, skal man nok skynde sig at tilføje. Swan Lee tager åbenlyst musikken seriøst. Men hvorfor ikke optimere sine odds, når nu ambitionerne er til det? Når den selvproducerede debut 'Enter' har passeret de 25.000 solgte, skyldes det ikke kun musikkens kvaliteter. Årsagen er i lige så høj grad den ihærdighed og det gåpåmod, der har gjort det umuligt at overse Swan Lee som nyt fænomen på den danske rockscene. Eller sagt på en anden måde: Når Swan Lee så hurtigt fik status som et af dansk rocks vigtigste bands, så var det ikke mindst, fordi bandet i hele sin attitude og adfærd slog fast, at sådan var dét. 'Swan Lee' er en helstøbt og selvsikker 2'er, der næppe kan undgå at cementere gruppens status på hjemmefronten. Men det kan meget vel blive til mere end det. Valget af 'Swan Lee' som albummets titel er typisk. Hvorfor ikke have visitkortet i sin udstrakte hånd, når man alligevel stiller op til dans? Helt afgørende har det været, at man har slået kludene sammen med den svenske producer Per Sunding fra Tambourine Studios i Malmø. Sunding har bl.a. produceret den svenske verdenssucces The Cardigans, og parallellen til Nina Persson & Co. er slående på 'Swan Lee'. Uden at grundsubstansen i de musikalske ingredienser er voldsomt forandret, er der ikke desto mindre alligevel tale om et langt mere poporienteret album. Pop med lige dele pigesind og patos. Med Sunding ved hånden er der blevet kælet for de imødekommende detaljer i musikken. Og som i tilfældet The Cardigans er det i virkeligheden lidt anonymt nordiske blevet forfremmet til en triumf for funktionelt skandinavisk popdesign. Dér var The Cardigans så igen, og det mest problematiske ved 'Swan Lee' er da også, at The Cardigans-ekkoet til tider bliver ubekvemt påtrængende. Redningsplanken er, at Swan Lee i så høj grad rent faktisk selv formår at levere numrene, der i hvert fald i øjeblikket overdøver de svenske forbilleder. Helt afgørende for projektets gennemførlighed er det, at Pernille Rosendahl har aflagt sig den mere skingre side af sine vokale manerer og i stedet folder sig ud som langt mere naturlig og varm. En sangerinde, der ikke på samme måde har brug for at postulere indlevelse. Hvad hun har sat til i knudret intensitet, har Rosendahl vundet i lethed og flyvefærdighed. At teksterne i de fleste tilfælde er rimelig intetsigende, vil næppe heller være noget handikap for mulighederne for at opnå visum til det store udland. Det er hverken underfundighed eller dybsindighed, der kan skaffe et dansk band et gennembrud i USA og omegn. Det kan derimod et klart koncept (The Raveonettes og Junior Senior), det rene pjat (Aqua og Junior Senior) eller den særlige form for skarpt profileret mellemvare, som The Cardigans og Swan Lee repræsenterer med en egen uomtvistelig ynde. 'Swan Lee' rummer de nødvendige melodiske murbrækkere. 'What You Get ... Is What You See' er gennemført velskabt, mens en uhyre effektfuld kontrasteffekt opnås ved at lade den lyse og sødmefulde 'Love Will Keep You Warm' følge af den mere hårdtpumpede (og tekstmæssigt seksuelt hårdhændede) 'I Don't Mind'. Stort set samtlige tekster handler om kærligheden som noget med to skridt frem og ét tilbage. Eller vice versa. De distraherer ikke unødigt, men giver Rosendahl muligheden for at fylde på følelsesbatteriet, uden at man af den grund er bange for at lide druknedøden i en pøl af blod, sved og tårer. 'Swan Lee' er en musikalsk brugsgenstand. Ikke et udtryk for jordskælvende originalitet, men et målrettet, kvalitetsbevidst udtryk for en kompromisløs vilje til sejr. Er musikken ikke nytænkende, så fornemmer man til gengæld, i viljen til at æde sig selv for at sejre, en ny ånd i dansk rock & pop.