Cas udgav i 2000 sin debutplade, da ny dansk rap var allermest selvtilstrækkelig. Det brød han med: Hans dansksprogede west coast-stil og selvudleverende historier på 'Reflexion' var en sund ambition om at løfte blikket ud over inderkredsen. Det har andre lært af siden, ikke mindst L.O.C. og Suspekt, og i det selskab synes Cas' opfølger, 'Kronisk rastløs', sejlet grundigt agterud. Fortællingerne forekommer stadig skånselsløst ærlige: »Det started' ud i 1980, første sal/ Min mor var normal og min far var splittergal/ En fucking barndom i mentalt forfald/ Noget gik galt i min skal/ Fatalt udfald, for Gud talte og gav sit kald/ Så hvad andet kan jeg gøre/ End at drikke mig pløre med mine folk og gå med dolk til jeg fylder 40?«. Disse store, autentisk klingende dramaer modsvares af en hitfattig ramasjangproduktion, hvor computerens bedste og mest smuttende glatte rytmefigurer flyver faretruende løbsk gennem lydbilledet. Men selv om Cas er blevet en klart bedre rapper siden sidst, må han sande, at ærlighed ikke altid er et kunstnerisk mål i sig selv. Hans rapterapi er blevet så indædt, at den ikke længere er hans styrke - men hans svaghed.