Som 22-årig fik Norah Jones en debut af den slags, man normalt kun kan drømme om. 'Come Away With Me' scorede astronomiske salgstal, og en større høst af grammystatuetter efterfulgte seriøst respektfulde anmeldelser. Den tusmørkeblå jazzpop var lige præcis det stykke inventar, alverdens cafeer stod og manglede. Soft stemning med indbygget sjæl. En uopstyltet vision, der på én gang lød forfriskende ung og så gammel som selve musikkens rødder. At der er mere musikersubstans end behagesyge i projektet, behøver man ikke lytte mange øjeblikke til efterfølgeren 'Feels Like Home' for at blive overbevist om. Albummet åbner med den intimt solgyldne 'Sunrise', og straks forsvinder enhver tendens til panderynker ved tanken om den nok så berømte 'svære 2'er'. Så let, som man puster faldskærmene af en vissen mælkebøtte, affejer Norah Jones enhver bekymring i dén anledning. 'Feels Like Home' lyder nøjagtig lige så ubesværet og naturlig som 'Come Away With Me'. Jones og hendes fast sammentømrede The Handsome Band har justeret musikken en smule fra det jazzede i retning af blues og country. Men det er en nænsom justering. Bandet læner sig bare i en lidt anden vindretning, og det beskidte og smertefulde i bluesmusikken vil til enhver tid prelle af på sangerindens klare og kønt nynnende fraseringer. Uden at gøre sig til snor hun enhver nok så lille kærlighedssang rundt om sin lillefinger. Det kunne lyde som næsten det rene ingenting, men det er i så fald en musikminiature, der ikke har ikke noget problem med at fylde sit rum helt ud. Norah Jones er en stemning. En fint afstemt stemning. Norah Jones er en stemme i en krop. Et sjældent og smukt instrument. En popstradivarius af kød og blod. En stemme, hvis vigtigste kvalitet, ganske som hendes musik, må beskrives som balsamisk. Beskedenhed og integritet er tilsyneladende to af forklaringerne på den selvfølgelighed, med hvilken hun forvalter sit talent og sin eksplosionsagtige succes. En tredje forklaring er veteranproduceren Arif Mardin. Som debuten er også 'Feels Like Home' styret uhyre rutineret i land uden at antaste den grundlæggende fornemmelse af, at man hører et naturtalent ryste guldet ud af ærmet. Der er gæstemusikere og sange skrevet af udefrakommende sangskrivere. I begge tilfælde hverken for mange eller for få. De to gamle The Band-medlemmer Garth Hudson og Levon Helm passer fint ind. Jazztrommeslageren Brian Blade dukker op og sikrer Blue Note-kontinuitet, mens kursskiftet i retning af Nashville symboliseres enkelt og effektivt, da Dolly Parton høres på 'Creepin' In'. Spurven og kropsduen synger duet, og deres klare stemmer klæder hinanden umanerligt godt. På sangskriverkontoen er der samme sikre stilfornemmelse. Norah Jones og bandet har selv skrevet det meste af materialet i skiftende konstellationer. Det har de godt greb om, viser både 'Sunrise', den pudsige 'Toes' og 'Carnival Town', der charmerende går k.d. langs 'Ingenue' i bedene. 'Be Here To Love Me' af Townes Van Zandt og 'Long Way Home' af hr. og fru Tom Waits afstiver albummets rygrad, inden hele balladen afrundes stil- og smagfuldt med Duke Ellingtons 'Melancholia'. Som Norah Jones har forsynet med tekst og med skælvende hånd omdøbt til 'Don't Miss You At All'. Kun i selskab med sit piano og en sampling af Hertugens 'Melancholia' siger Norah Jones stilfuldt tak for i aften. Hvilket hun kan gøre i rolig forvisning om at have gjort det igen. 'Feels Like Home' er lige så let at nyde som 'Come Away'. Stor og udfordrende kunst er det ikke. Blot tre kvarters tid, en lille blå time, i så umanerligt godt selskab, at man ikke kunne drømme om at ønske sig at befinde sig et andet sted. Det er ganske enkelt: 'Feels Like Home' vil gøre for bluesmusikken, hvad 'Come Away' gjorde for caféjazzen. Nemlig smyge den ind overalt, hvor mennesker nyder en stille stund, en café au lait eller bare stilheden, når dagens travlhed er gået til ro. I skikkelse af den lille Norah Jones og hendes nynnende 'Feels Like Home' kommer en rendyrket musikalsk fornøjelse nu igen roligt anduvende øret. Det bliver næppe svært at sælge billetterne til en lille intim koncert i Forum 22. juni.