Engang var de en del af berlinerbevægelsen Die Geniale Dilettanten. Engang kradsede og bed de, ja, formåede endda at påkalde sig punkernes vrede i 'Ungeren' på Jagtvej, Kbh. I dag er der noget ærværdigt ældet og stadig mere tyst over Einstürzende Neubauten. Hvor der før blev raset på metalaffald og flået i elguitarer, stryges der også i dag over kattetarme og hviskes med luftkompressorer. Er Blixa Bargeld og hans i dag fire medsammensvorne da blevet kedelige? Næ. Deres nye opus 'Perpetuum Mobile' - latin for 'evigt bevægelig' eller måske 'bestandigt ubestandig' - er blot en ganske rummelig og meget organisk affære. De tidligere industrialmestre affyrer stadig hvirvlende metalpercussion-udladninger, de igangsætter stadig lokomotivisk langstrakte bevægelser, der bærer lytterens krop af sted med enkle, uimodsigelige virkemidler. Men flere sange dufter også af balladesangskrivning, og svøm du blot væk i de lange meditative stykker, hvor messen og kling-klang leger ettagfat med vinden (eller luftkompressorpistoler), som i øvrigt figurerer tekstligt eller lydligt i samtlige sange. Eller lad ånden drive opad sammen med artrock-aristokraten Bargelds kvikke tyske tekster og raspende vokal - stadig et studie i ikkesangerens intense karisma og særegent hypnotiske skønhed. 'Perpetuum Mobile' er KUNST med versaler, men paradoksalt nok også imødekommende og omfavnende i al sin krukkede stræben. Og gruppens industrielle syrebad er afløst af en postindustriel vindtunnel, hvor afslutninger og begyndelser, fragmenter af infernalsk fortid og lyrisk nutid samles med uforlignelige resultater til følge.