Det er ikke mange danske jazzsaxofonister, der går hen og bliver hotte i elitære tyske electronicakredse. Men i al ubemærkethed har Jon Egeskov under navnet Pixel imponeret det kræsne Berlinpladeselskab Raster-Noton så meget, at de nu har udsendt hans elektroniske debutalbum 'Display'. Det er en på én gang strengt minimalistisk og varmt indbydende samling laptopgrooves, menneskeligt swing i et asketisk elektronisk lydrum. De minimalistiske lydkilder - knitrende småstøj, kølige synthesizermelodier og neddestillerede beats - får liv, når de bliver ført gennem konservatorieuddannede Egeskovs rytmiske rygrad. Og det i nydeligt balancerede kompositioner, der egentlig holder decideret eksperimenteren på afstand. Det er en kildrende nydelse at lægge ører til disse strengt økonomiske, spændstige øvelser i, hvor dybt man som musiker kan gå ind i lydene, i musikken i sig selv. Kunstnerens personlige fodaftryk er egentlig ikke væsentlig her, der er findyrkelsen af spændingsforholdet mellem toner, beats, lyde i sig selv, der gør 'Display' til en digital skønhed, et harmonisk og højspændt lille stykke cyberspace at stikke hovedet ind i.