I de sene nattetimer efter et show i New York engang i 1970'erne inviterede Lou Reed sine unge kolleger og beundrere i Talking Heads hjem til sin lille lejlighed. Her slængte Lou sig i den store seng med »en mystisk ven af ubestemmeligt køn ved navn Rachel«, mens han belærte gruppen om rockbranchen. »Smart af jer at tage en pige med i bandet. Hvor mon I dog har hittet den geniale ide?«, bemærkede han syrligt. Spørgsmålet var naturligvis retorisk. Lou Reed sigtede til Velvet Underground. Bandet, hvori han selv sammen med blandt andre Maureen Tucker i 1960'erne gjorde det samme ved rocken og New York, som Talking Heads gjorde i halvfjerdserne. Nemlig at tilføre gadens musik en cool intellektualitet. Det var bassist Tina Weymouth, der var »pigen« i Talking Heads og det er også hende, som fortæller om besøget hos Onkel Lou i sit lille essay i det første egentlige bokssæt fra Talking Heads, 'Once In A Lifetime'. På en dvd - en opdatering af gruppens gamle samling af videoer, 'Storytelling Giant' - og tre cd'er dokumenteres Talking Heads plads og betydning i rockhistorien. Dengang gruppen fandtes, var der ingen tvivl om Talking Heads betydning. Den var kolossal. Ikke alene bragte trioen David Byrne, guitar og sang, Tina Weymouth og hendes gemal, trommeslageren Chris Frantz, der alle havde gået på Rhode Island School of Design en kunstnerisk fritænkning ind i rocken i den allermest hektiske periode med punk og sortsyn, den knyttede også meget stærke bånd fra New Yorks trykkoger af en storby til den tredje verdens mere funky musik. Faktisk var Talking Heads så langt forud for deres tid, at det forekommer helt rimeligt, at David Byrne i 'The Book I Read' fra debutalbummet i 1977 sang: »I'm leaving in the future, I feel wonderful«. Det gjorde vi andre også - på grund af et groovy beat under filosofiske og ofte absurde tekster, måske bedst i 'Once In A Lifetime', sangen, der har givet bokssættet titel. »And you may find yourself in a beautiful house, with a beautiful wife/ and you may ask yourself/ well...how did I get here? ... And you may tell yourself - This is not my beautiful house/ And you may tell yourself - This is not my beautiful wife!«

Sunget af David Byrne med den høje stemme, der dirrer af nervøsitet og neuroser, men over et særdeles funky og kompetent partybeat. Dansabel musik var ikke just noget, man overdrev på rockscenen på det tidspunkt, hvorfor Talking Heads' konsekvent funky tilgang var så meget desto mere velkommen. Man var så at sige til bal med nørderne. På bandets første plader blev Tina Weymouths dybe bas holdt stramt i tøjr, men efterhånden udvidede Talking Heads i samarbejde med produceren Brian Eno lydbilledet i retning af det mere etniske og spraglede. Gruppen tog sig mere og mere ud som et arbejdsfællesskab, hvor især David Byrnes ideer foldede sig ud. Men i 1988 var kreativiteten udtømt, og bandet trak sig tilbage. Det har længe været indlysende at samle materiale med Talking Heads til et bokssæt og umiddelbart vurderet er det foreliggende da også en rig og flot udstyret hyldest til bandet. Alene i sin form er sættet anderledes. 'Once In A Lifetime' udkommer som en flad bog med mange gode essays og tekster af blandt andre alle fire bandmedlemmer og rockkritikeren David Fricke. Men det er faktisk ret svært at håndtere den lange booklet, mens man læser. Værre er det dog, at også det musikalske og visuelle (på dvd'en) indtryk ikke står mål med minderne. Den første cd med de ældste sange brillerer ved at byde på gode alternative versioner af sange som den vidunderligt naive 'Uh-Oh Love, Love Comes To Town' og 'New Feeling', men sangene forekommer hurtigt ensformigt og næsten enerverende bedagede. Meget bedre bliver det ikke efterhånden som Talking Heads får eksperimenteret sig frem mod det, samtiden kaldte 'etnofunk' og nye horisonter. De er nemlig for længst blevet udvidet yderligere af efterfølgere med bedre tekniske muligheder, selv om der naturligvis er mange gode sange at hente frem fra hukommelsen her. 'And She Was', 'I Zimbra', 'Burning Down The House','Pulled Up', 'Psycho Killer', 'Life During Wartime', Heaven' og 'Once In A Lifetime' er fremdeles fremragende. Dertil kommer spændende tilføjelser som Robert Fripps summende myg af en guitar på den anderledes version af 'Drugs' fra albummet 'Fear Of Music'. Heller ikke videoerne på 'Storytelling Giant' fremstår så spektakulære i nutidigt lys, selv om David Byrnes maniske march som svovlprædikant med usædvanligt store briller på 'Once In A Lifetime' stadig er ubetalelig, og den skarpe koreografi er prisværdig. Konklusionen må være, at dette særprægede bokssæt først og fremmest henvender sig til de mest sultne fans, mens andre enten kan nøjes med de store hits fra 'Sand In The Vaseline' eller vente på den digitalt remastede udgave af de otte album, som skulle udkomme næste år. For Talking Heads var et band, som i sine mest inspirerede år fra 1980 til 1986 både mestrede det gennemførte album og det udprægede singlehit. Samtidig med, at bandet så at sige definerede begrebet »american art-rock«.