Så er den her, dobbelt live-cd'en fra den mest storsælgende pop-rock-turné i nyere tid: Dixie Chicks' 'Top of The World'-tour i Nordamerika, hvor trioen fra marts til sidst i august optrådte i 67 byer for mere end én million mennesker. Turneen blev et triumftog for gruppen, der ufrivilligt var blevet en slags forkæmpere for ytringsfriheden, efter at forsangeren, Natalie Maines, under en koncert i Sheperds Bush i London, kort efter krigen mod Irak var brudt ud, kom til at sige: »Vi skammer os over, at USA's præsident kommer fra samme stat som os«. Bemærkningen blev via avisen The Guardian og internettet transporteret med lynets hast over Atlanten og ud i de mest ærkekonservative og patriotiske radiostationer. Snart var den storsælgende og indtil da upolitiske country-pop-gruppe lagt for had i store dele af det krigsførende USA, der fra kyst til kyst gik i patriotiske kramper. De fleste regnede med at deres koncerter ville blive boykottet, mens fansene mødte op og beviste, at det publikum Dixie Chicks har, intet har at gøre med Nashvilles konservative establishment. Da gruppen sidst i juni optrådte i Madison Square Garden i New York, dedikerede Natalie Maines sangen 'Truth No. 2' til den svorne anti-Bush-propagandist, dokumentarfilminstruktøren Michael Moore, hvorefter hun snerrede linjen: »You don't like the sound of the truth coming from my mouth«, som var den rettet mod præsident Bush. Jeg så The Chicks' 'Top of the World'- koncert i Dublin 18. september og blev revet med af Maines' rasende engagement, da hun sang 'Truth No. 2', mens billeder af borgerrettighedsmarcher og bogbrændinger flaksede over de store videoskærme. Men selv hvis gruppen ikke havde fået foræret en politisk platform af det fordømmende amerikanske højre, havde de været en oplevelse. Forsangeren Natalie Maines, klædt i sort læder og med en frisure som en post-punker, havde en glasklar melodiøs stemme, som hun sendte op og ned ad skalaen og brækkede i rigtig honky-tonk-stil. Og søstrene Martie Maguire og Emily Robison sang ikke kun kor, men var fremragende instrumentalister. Marties elektriske violin og Emilys banjo og steelguitar lagde en sprød bluegrass-lyd over arrangementerne, som flyttede musikken langt væk fra den poplyd som f.eks. Shania Twain har. Lyden fra Nashville var gennemvævet af en - nu vi var der - irsk-inspireret folkemusik, der blev understøttet af et otte mand stort countryband. Det er den musik og de koncerter, der nu er samlet på to cd'er. De lægger hårdt og hurtigt ud med en forrygende 'Goodbye Earl', den herligt aggressive og opmuntrende feministiske sang om to kvinders vellykkede mord på hustrumishandleren Earl, og så er det videre til 'Some Days You Gotta Dance', og det er, hvad Dixie Chicks gør ved én: Man får lyst til at danse, indtil man falder om i sin elskedes arme. 22 numre, og de er der, alle Dixie Chicks-klassikerne: 'Cowboy Take Me Away', 'Ready To Run', 'Hello Mr. Heartache', 'Wide Open Spaces', 'Landslide' og 'Sin Wagon'. De sidder lige i hjertet og fødderne. Fem hjerter og god jul!