Pet Shop Boys er forelskelsen, der aldrig køler. De er et muntert og melankolsk lydspor til tiden, der er gået og til tiden, der bliver ved og ved med at gå i storbyernes smalle sidegader og søvnige forstæder, i de lumre natklubber og diskutable dobbeltsenge, i de inspirerende drengeværelser, de pudsede parlamenter og de sultne medier, og der er altid og alle vegne en undertone af længsel. Og så er Pet Shop Boys både pop og kunst, og de står ved begge dele: »Vi besluttede at kalde vores nye udgivelse for 'PopArt', fordi det er et ord, som indeholder essensen af, hvad The Pet Shop Boys står for. Vi forsøger at lave musik, der holder sig inden for poppens rammer ved at være tre-fire minutter lange, umiddelbart fængende sange, der stiler efter at blive spillet i radioerne. Samtidig prøver vi at udtrykke os kunstnerisk om forskellige emner«, siger sanger og tekstforfatter Neil Tennants velklædte stemme, som denne tirsdag formiddag opholder sig i den anden ende af telefonforbindelsen et sted i London. Grunden til, at denne begavede, midaldrende sangskriver ringede for et par minutter siden, ligger på kontorbordet ved siden af telefonen. I form af to nye kulturprodukter. Det ene er en dobbelt-cd med 33 single-hits. Det andet er en dvd med 40 videoer fra 1985 til 2002 præsenteret i kronologisk orden og med mulighed for blandt andet at se alle de korte musikfilm kommenteret af Pet Shop Boys selv. Begge udgivelser har titlen 'PopArt' og er helt typisk for Pet Shop Boys pakket overordentligt lækkert ind. Denne gang i stramt hvidt kombineret med klar orange og dunkle, gråsorte striber på en måde, så signalet om 'PopKunst' går rent ind. Personlig omhu Æstetik har altid været en central del af Pet Shop Boys' udtryk, som Neil Tennant selv siger, før han forklarer meningen med at skrive 'Pop' med orange skrift, og 'Art' med sort på den nye cd og dvd: »Det er en retrospektiv udgivelse. Ordet 'Pop' har striberne fra singlen 'Suburbia' i 1986, og striberne på ordet 'Art' er fra 'Can You Forgive Her' i 1993. Ved at forbinde og bearbejde de to slags ældre design får man noget kontrastfyldt, der ligner betydningen af ordet 'popkunst'«. Kontrast har i lighed med æstetik været vigtig for Neil Tennant og Chris Lowe, siden de dannede Pet Shop Boys i London i 1981 og begyndte at formulere for sig selv, hvad Pet Shop Boys' integritet skulle være. I 1984 debuterede de på plade med singlen 'West End Girls', som både er en higen efter en flirt og et portræt af en storbys ungdomsmiljø: »Fra begyndelsen bestræbte vi os på at nå frem til et udtryk, som var vores eget. Punk havde influeret os meget på den måde, at vi ønskede at sige det sædvanligvis uudsigelige i stedet for blot at gentage samtidens klicheer, ligesom den meste popmusik gjorde. Og faktisk stadig gør. Floskler er normalt et af popmusikkens brændstoffer. Vi var tidligt bevidste om at være både mere realistiske og meget romantiske. Selve måden at udtrykke sig på optog os. Vi ville både have den brutale sandhed og humoren med. Og det har vi ofte haft«, siger Neil Tennant og eksemplificerer med sangen 'You Only Tell Me You Love Me When You're Drunk': »Det er en meget brutal sangtitel. Men samtidig er det et smukt og romantisk nummer med masser af strygere og det hele. Vi har altid prøvet på at sætte livets realiteter op imod en smuk, romantisk popmusik«. Du har nu nævnt romantik flere gange. Hvorfor er det centralt for Pet Shop Boys?

»Fordi det hele tiden er en del af livet. Både på det personlige plan i mit eget liv og på alle mulige andre planer har jeg så længe, jeg kan huske, været forundret og fascineret af kontrasten mellem realisme og ambition. Den forskel er i alle livets facetter. Virkeligheden er en ting. Noget andet er, hvad man stræber efter og drømmer om. Jeg tror, man kan sige, at i vores musik er virkeligheden repræsenteret i teksterne, og ambitionen er repræsenteret i musikken«. Inden for det brede spektrum mellem barsk, kompliceret virkelighed og søde, kærlige, harmoniske drømme har Pet Shop Boys beskæftiget sig med alt muligt fra en bestemt tidsepokes ungdomskultur i det sydlige Europa ('Paninaro') til fremtrædende britiske politikeres selvmodsigende, seksuelle moralprædikener ('I Would'n't Normally Do This Kind of Thing'). At se den nye Pet Shop Boys-dvd og samtidig høre Neil Tennants og Chris Lowes kommentarer er en oplevelse, fans bør unde sig selv. Lyden af stemmerne fra de to bøsser (men ikke kærester) minder om at lægge øre til et gammelt ægtepar, der sludrer, irettesætter og driller hinanden. »Hvor var du tynd. Dengang! Og hvor så jeg dog sexet ud« skratgriner Chris om Neil ved gensynet med duoens første video 'Opportunities (Let's Make Lots of Money)' fra 1985. Og senere på den nye dvd, når Neil Tennants hår er begyndt at gråne, og Chris Lowes ansigt er blevet firkantet og furet som en nedslidt havnearbejders, siger Neil pludselig: »Hold da helt op, hvor har vi egentlig danset meget i videoerne!«. Hvilket er sandt. Og samtidig i modstrid med de to mænds rygte for at være de elegante, diskrete og sobert observerende popmusikere med det kølige, rolige overblik i en vild verden. Dans eller ej - overblikket til at registrere, kommentere og forudse paradigmer inden for kultur i ordets brede betydning har altid været til stede hos Pet Shop Boys. Både i musikken og i billederne. Men kan man nu også af den grund ligefrem kalde Pet Shop Boys for kunst? Hvad skal der til, før popmusik bliver kunst?

»At man bruger popsangens basale discipliner som et redskab til at udtrykke sine egne ideer. Og at man forsøger at skabe noget nyt både musikalsk og også i forhold til, hvad man siger i sangen«. Hvordan er det for dig at se dig selv i Pet Shop Boys' videoer fra 1985 og til i dag?

»Hmmm. Når jeg ser de gamle videoer, er jeg imponeret af, hvor godt jeg så ud dengang. Meget bedre end jeg kunne huske. Og når jeg ser de nyeste videoer, tænker jeg, at jeg holder mig da egentlig meget godt. Det er interessante er, at man kan se, hvordan et menneske ændrer træk med alderen. Men jeg har ikke noget imod at forandre mig. Det er godt at være i stand til at forandre sig«. dorte.hygum@pol.dk