At være på det rette sted på det rette tidspunkt. Det er sagen. For eksempel: at klare menneskepresset til Underworlds koncert i Roskilde Festivals Deeday-telt sommeren 1994 for at kunne overvære Björk gå på scenen og jamme med Karl Hyde, Rick Smith og Darren Emerson. At opleve et band kulminere - én af mange gange - på Smatten, et band, som landede med perfekt timing i det europæiske musikspektrum, der ikke var nær så sammenhængende dengang som i dag. Underworld skulle vise sig at være sande brobyggere og selv befinde sig i den rigtige tid og med benene i de to helt rigtige adskilte lejre: i rockens og i technoens lejre - med vægten lagt på technobenet. Eventyret starter med en saltvandsindsprøjtning. Den blege industrial funk-gruppe Underworld går i 1989 kold efter to album. Kernen i gruppen, Karl Hyde og Rick Smith, er begge over 30 og godt desillusionerede. Hyde bliver guitarist på en Debbie Harry-turné og i Princes Paisley Park-studie. Rick Smith rammes af acid house-bølgen og leder efter en dj. Han finder Darren Emerson just fri af teenageårene. Under det absurde navn Lemon Interrupt udgiver trioen i 1992 de to 12"-singler 'Bigmouth/Eclipse' og 'Dirty/Minneapolis', hvor de blander elguitar og mundharmonika med svulmende technobeats og episke strukturer. Klubscenen nikker anerkendende. I 1993 hedder de igen Underworld og udgiver 'Mmm ... Skyscraper I Love You', og så spidser selv den almindelige rockbrite ører. Ikke mindst Karl Hydes vokal surfende over den manende lokomotiviske arkitektur er med til at åbne nye horisonter - og hans tekster: »... porkfat jesus christ nightlife elvis freshmeat and a little whipped cream 30.000 feet above the earth«. Tekster sammensat af sønderklippede avisartikler inspireret af sampling og i familie med dada og William S. Burroughs' cutup. I 1994 viser Underworld sig også i stand til at stå distancen på rockpublikummets definitive format, albummet, med milepælen 'Dubnobasswithmyheadman'. Og vejen er ryddet for en crossovertrio, der var så tæt, så tæt på at trække stikket ud, men i virkeligheden bare havde brug for mer' strøm. I 1996 bliver de sågar popstjerner, da sangen 'Born Slippy Nuxx', får en central placering i den skelsættende film 'Trainspotting'. Sangens omkvæd »Shouting: Lager! Lager! Lager!« runger gennem Storbritannien og får de sidste hængerøve ud af pubberne. Selv om sangen egentlig var en ironisering over den tanketomme technodunken. Succesen - fra Emersons indtræden- kan man selv overvære på den kronologisk opbyggede dobbelt-cd-antologi '1992-2002', der understreger, at Underworlds fortolkning af technoens 'um-tschk-um-tschk-um-tschk' er unik. Sammensmeltningen mellem Hydes sang, talesang og messen, de mørke melodier og harmonier, den seksuelle forførelseskraft i basfigurer og beats, ja, de helt banalt fremragende langstrakte kompositioner gør genhørene lykkelige, næsten ekstatiske. Og så er der luksussen i deres sound, den fuldfede dybde og nuancering, der når det sublime på deres andet trioalbum 'Second Toughest In The Infants'. Men det er lige så meget ved deres magnetiske, delvist improviserede koncerter, at Underworld er blevet den centrale mægler mellem to scener - ikke mindst ved tidlige crossoverevents som Megadog i London. Hyde er live såvel som indspillet det fikspunkt, mainstream savnede i den dengang ansigtsløse techno; en beatpoetisk shaman, der kanaliserer og højner technostammens hengivelse til rytmen, klangen og hans mystiske ord. Det kan lyde som en kliche og er det også i de fleste tilfælde - bare ikke Underworlds. De forener som få. Udvalget på '1992-2002' er generelt brillant. Ud over centrale albumskæringer får vi 'Born Slippy Nuxx', men for eksempel også det helt sublime Dark Train-mix af 'Dark and Long' fra 1994 frem for originalen. Vi får 12"-singlen 'Rez's rastløse techno, og vi får det guitarlyriske og luskegroovy '8 Ball' fra soundtracket til 'The Beach'. Udvalget røber endda også, at gruppen selv er klar over, at det seneste fjerde (eller sjette) album 'Hundred Days Off' fra sidste år var en kreativ nedtur - det første album, efter at Emerson igen havde overladt Hyde og Smith til sig selv. Antologien rummer kun ét nummer dérfra - den ganske strålende hightechhymne 'Two Months Off'. Men. Til gengæld er det en grum fejldisponering at inkludere kun ét (1!) nummer fra 'Second Toughest In The Infants', og hele fire (4!) numre fra den svagere efterfølger 'Beaucoup Fish'. Ikke at det er dårlige numre, men det er en skævvridning af billedet af Underworld - og den uindviede går glip af flere større multiorgastiske øjeblikke fra trioens andet hovedværk. Så altså: et fremragende udvalg med én alvorligt brist. Men hvilket udvalg.