Som musikalsk politisk aktivist tog Peter Gabriel i 1980 med 'Biko' teten i kampen mod apartheid og stod bag de store Nelson Mandela-koncerter. Midt i 1980'erne tog han rockstjerner som Sting og Springsteen under armen og slæbte dem verden rundt til fordel for Amnesty International. Mens Sting og Springsteen af sidste dages uhellige blev stemplet som velgørenhedsfinker, gik Gabriel ram fordi. Heller ikke senere blev han beklikket eller ramt i nakken af en politisk boomerang. Med på Amnestyturen var også hans ven Youssou N'Dour fra Senegal. Men i modsætning til så mange verdensmusikflirtende rockmusikere var interessen for afrikansk musik ikke bare en forbigående grille hos Gabriel. Musikken, politikken, engagementet og handlekraften udgjorde tilsammen troværdigheden hos den tidligere forsanger i rockgruppen Genesis, der i 1970'erne var prominente på den konceptuelt arbejdende del af den britiske rockscene. Et band han forlod i 1975. I 1982 voksede verdensmusikkens indflydelse på Gabriels fjerde soloalbum 'Security'. Samme år arrangerede han den første WOMAD (World Of Music And Dance)-festival. Da først han med hjælp fra en støttekoncert med de gamle venner i Genesis havde klaret sig ud af et gigantisk underskud i dén anledning, gjorde han studiet og pladeselskabet Real World i Bath til et idealistisk kraftcentrum for verdensmusikken. Peter Gabriel havde taget springet fra Genesis til en åbenbaring som aktivist, inspirator, video-pionér, innovator i udforskning af alskens multimedie. Peter Gabriel blev den idealistiske populærkulturs tusindkunstner. Efterhånden kunne man næsten glemme, at han først og sidst var sanger og musiker. Når man lægger øre til den dobbelte opsamlings-cd 'Peter Gabriel - Hit', kan man godt få den tanke, at han også selv i perioder har været ved at glemme det. En fornemmelse, der understreges af et 'Hit' & 'Misses'-koncept, der ikke altid gennemskueligt deler et udvalg af Gabriels mest kendte sange op i træffere og smuttere. De mange forpligtelser gav automatisk udgivelseskadencen lange pauser. Et andet problem var, at perfektionisten Gabriel på sine gamle dage fik stadig mere svært ved at komme ud af et studie, når først han var kommet derind. Læg dertil, at Peter Gabriels landvindinger er kommet i nogle få radikale spring, mens hans musik efterhånden har sat sig til rette i en sober eksperimenteren, der i sin luftige mikstur af verdensrytmer og teknologisk susen for ørerne er umiskendeligt gabrielsk, men kun sjældent kan forstyrre en kats nattesøvn. Sådan har det ikke altid været. Da Peter Gabriel i 1975 forlod Genesis og bl.a. lod det lige så smukke som uforståelige hovedværk 'The Lamb Lies On Broadway' bag sig, gik der to år, før han lod høre fra sig. Så længe gik der, før han var kommet sig oven på virakken. Det opslidende turnéliv var ikke lykken for den dybest set sky Gabriel, der ikke kun for syns skyld havde dyrket den teatralske udklædningskunst på scenen. Solodebuten hed - som de følgende fire lp'er - forvirrende nok bare 'Peter Gabriel'. Håndfast produceret af Bob Ezrin lå det ret direkte i forlængelse af Genesis og rummede ikke mindst 'Solsbury Hill', der naturligt nok åbner 'Hit'. 'Here Comes The Flood' er med i en version fra 1990. Sidst i 1970'erne var der imidlertid intet, der tydede på, at Peter Gabriels solokarriere skulle blive andet end en variant og en naturlig forlængelse af Genesistiden. Men tre faktorer skulle forvandle ham til Peter Gabriel den Umiskendelige. På sit tredje album fandt han vigtige tekniske forbundsfæller i den primitive sampler Fairlight og en trommemaskine. Den noget tunge sangskriver fik tiltusket sig den rytme, han ikke selv havde for meget af, og da han samtidig med 'Biko' demonstrerede sin optagethed af Afrikas musik og problemer, fik Gabriels hoved for første gang selskab af Peters krop. Som demonstreret i 'Shock The Monkey', 'The Rhythm Of The Heat' og 'Jacinto' på Gabriels fjerde selvbetitlede soloudspil. Men manden, der definitivt skulle forløse de nye inspirationskilder i musikken, hed Daniel Lanois. 'Sledgehammer' bankede i 1986 alle de gamle mure ned og banede vejen for det Lanois-producerede 'So', der også på 'Hit' står som albummet, der definerer og kulminerer solokunstneren Peter Gabriel med hele fire fuldtræffere: 'Sledgehammer', 'Don't Give Up', 'Big Time', 'Red Rain'. Siden har det været ulig nemmere at overskue kandidaterne til 'Hit'. Bortset fra 'Us' (1992) med de introspektive temaer og den flotte udadvendte lyd har Gabriels vigtigste musik siden 1986 været i konceptuelle projekter. 'Passion' hed i 1989 Gabriels lydspor til Martin Scorseses Jesusfilm og 'A Different Drum' med Shankar og N'Dour er et eksempel på en måde at forholde sig til de verdensmusikalske kilder på, som har vist sig at være ekstremt indflydelsesrig. I 2000 kulminerede to års arbejde, da Gabriel i Millennium Dome i London præsenterede sit musikalske verdensæg 'Ovo'. Der er puls og nerve i 'The Tower That Ate People' og ømhed i 'Father, Son' fra 'Ovo'. Også hans 'Long Walk Home'-musik til filmen 'Rabbit-Proof Fence' er repræsenteret med 'Cloudless'. Det er, som om netop de konceptuelle rammer og begrænsninger giver Gabriel en frihed til at udtrykke sig, som han ellers kan have svært ved at få frem. For en tusindkunstner kan det godt være svært at vælge den rigtige popkunst. Den, der helst også skal lyde, som om det er ingen kunst at lave den. At der stadigvæk er liv i den tyndhårede herre med det gråsprængte skæg, kan man høre på den nye liveindspilning af 'Downside Up' fra 'Ovo'. En optagelse, der dog om noget signalerer en mere jordnær og sagtmodig stadiontilgang til stoffet end nogensinde. Som verdensmusiklærer har Peter Gabriel dannet skole. Som kunstner har han altid været sin egen bedste og eneste elev. Det demonstrerer 'Hit'. Men det er ved at være længe siden, der for alvor har været liv i klassen. Det seneste rigtige album, 'Up', lyder som en gentagelse på lavere niveau. Gabriels er en karriere, der blev stor, men også blev afsporet af mange udmærkede sidespring. Det mest sandsynlige er, at de vigtigste udspil fra Gabriel også i fremtiden vil have karakter af særlige projekter. Nu er der foreløbig gjort status med en opsamling, der er mættende uden at være tilstrækkelig kompakt eller helt tilfredsstillende. 'Hit' og selvfølgelig især 'Misses' kommer vidt omkring, men kommer alligevel ikke rigtig på afveje.