Allerede under indspilningen gik det galt. Og da pladen var på vej i trykken, prøvede Paul McCartney at stoppe den. Siden har han igen og igen fastslået, at 'Let It Be' var meget bedre, inden den store stygge og vist også sindssyge producer Phil Spector blev fløjet ind fra Hollywood for at pynte op på pladen. Påstanden er blevet en af rockens store myter. Med ankomsten af 'Let It Be - Naked', der er kemisk renset for Phil Spectors pyntesyge, klasker myten sammen som slet og ret løgn. Uden Phil Spectors storladne trylleri fremstår det klassiske album nemlig som en solid omgang røvbalderock med enkelte sublime sange, spillet af et småtræt og uinspireret barband. Mere om det efter et dyk i tidslommen. Hvis der var et sted, The Beatles ikke havde lyst til at være i januar 1969, var det i The Beatles. John Lennon ville helst stikke af med Yoko Ono ud til en mere fredelig og anonym verden. George Harrison var træt af de fastlåste roller, forventningerne og af, at Paul McCartney hele tiden kommanderede med de andre. På sin side ville McCartney have bandet tættere sammen og tilbage på de scener, The Beatles for længst var holdt op med at betræde. Og Ringo Starr? Han var bare ligeglad med det hele og havde allerede en gang meldt sig ud af gruppen. »Alle var trætte af det hele og af hinanden. Det var bare almindelig opløsning«, som gruppens trofaste producer, George Martin, siden har sagt. Ikke desto mindre var The Beatles sammen. I Twickenhamstudierne i en kælder i London til indspilningen af den plade, der under navnet 'Get Back' skulle føre gruppen tilbage til rødderne i den amerikanske rhythm'n'blues-musik i de tilrøgede klubber i Liverpool. Beatles skulle med John Lennons ord »fremstå, som naturen havde skabt dem - med vorter og det hele«. Sammen med gruppen var det filmhold, der under ledelse af instruktøren Michael Lindsay-Hogg skulle dokumentere optagelserne og den koncert på taget af Applebygningen, som var en del af planen. Den færdige plade skulle nemlig bestå af en del, der var optaget live under koncerten, og en del, som var optaget 'live' i studiet. Kameraernes nærgående tilstedeværelse gjorde ikke stemningen i studiet bedre. Gennem næsten en måned jammede The Beatles sig igennem en ordentligt stak sange for at finde de rigtige. Og som kameraerne og de rullende bånd dokumenterede var hverken samspillet eller kemien i top. 10. januar fik George Harrison nok af Paul McCartneys konstante kommandoer og anvisninger af, hvordan han skulle spille sin guitar. »Jeg spiller præcis, hvad du vil have, jeg skal spille. Eller også holder jeg bare op med at spille, hvis det er det, du ønsker. Uanset hvad der kan gøre dig tilfreds, vil jeg gøre det«, erklærede George Harrison med iskold sarkasme. For kort efter at forlade studiet og i realiteten også The Beatles. Skal vi grine under soloen? Hans flugt varede dog kun fem dage, så var han tilbage i den klaustrofobiske kælder. Ambitionerne og den gensidige respekt var trods alt for stor til at opgive for The Beatles. Mange har da også senere påpeget, at de mange skænderier, man ser i Michael Lindsay-Hoggs film, netop skyldes, at beatlerne stadig holdt så meget af hinanden, at der var grundlag for at mundhugges. Koncerten på taget fandt sted 30. januar og gik så godt, at humøret steg et par grader til de sidste indspilninger af sange som 'Two Of Us', 'Let It Be' og 'The Long And Winding Road'. Forud for optagelsen af sidstnævnte var stemningen ligefrem så løssluppen, at John Lennon med gravalvorlig stemme spurgte Paul McCartney: »Er det meningen, vi skal grine under soloen?«. Alligevel var The Beatles ikke tilfreds med det færdige resultat, og ingen af de fire gad beskæftige sig med de indspillede sanges videre skæbne. Båndene med dem overdrog Lennon og McCartney i marts til lydteknikeren Glyn Johns med en besked om, at han skulle gøre pladen færdig. Det blev den samme sommer, men The Beatles kasserede hans version og bestemte sig for at indspille en helt ny plade i stedet for. Resultatet blev 'Abbey Road', som udkom allerede i september 1969. I mellemtiden havde Glyn Johns fundet frem til en ny udgave af 'Get Back'-albummet. Den kom med posten til de fire medlemmer af Beatles i januar 1970. De var mildt sagt ikke tilfredse. Ifølge John Lennon var der tale om intet mindre end »the shittiest load of badly recorded shit«. Alligevel havde Lennon lyst til at udgive pladen, fordi han havde en bizar ide om, at det ville punktere den myte om Beatles, han hadede af et godt hjerte. »Sådan ser vi ud med bukserne nede om røven. Vil I være så venlige at slutte legen nu?«, lød argumentet fra John Lennon. Han havde netop indspillet solosinglen 'Instant Karma' med den excentriske producer Phil Spector, der op gennem 1960'erne havde vundet mange fans for sin store svulmende Wall of Sound med strygere og mange lag af lyd. For Lennon var det nærliggende at få Phil Spector til at pynte på det album, der stadig gik under titlen 'Get Back'. George Harrison, der også senere i sin solokarriere benyttede sig af Spector, var enig, mens Paul McCartney tilsyneladende ikke blev spurgt. Ringo bekymrede ingen sig om. På 8 dage satte Phil Spector sit gyldne fingeraftryk på indspilningerne. Resultatet blev mildt sagt omdiskuteret. George Martin og Paul McCartney rasede over, at Phil Spector havde gjort albummet, som nu hed 'Let It Be', alt for klæbrigt ved at lægge strygere, blæsere og kor på tre numre. Især balladen 'The Long And Winding Road' faldt igennem, mente de. Sandheden om Phil Spectors arbejde er dog, at han i langt højere grad end Glyn Johns tog liveoptagelserne fra taget af Applebygningen med. Og John Lennon var lykkelig for, at Spector havde sat hans mesterlige 'Across The Universe' ned i tempo og tilføjet kor og strygere i baggrunden. Det fik dog ikke Paul McCartney til at opgive. Han forsøgte at stoppe udgivelsen og forhindre trykning af albummet, men forgæves. Da 'Let It Be' udkom 8. maj, gav kritikerne Paul McCartney medhold og konkluderede, at pladen var langt mere uhomogen og usammenhængende end mesterværkerne 'Sgt. Pepper' og 'Abbey Road'. Med kun tre uger på førstepladsen af den britiske hitliste var 'Let It Be' heller ikke nogen kommerciel mastodont. Nederlaget til John Lennon og Phil Spector var med til at fremrykke Paul McCartneys beslutning om at forlade bandet, og da 'Let It Be' udkom, var det en måned siden, Beatles havde udsendt meddelelsen om, at gruppen var opløst. Det er en Let It Be-ting Resten burde være historie. Men sådan er det ikke, når stejle viljer mødes med stærke kommercielle interesser. Lige siden bruddet har Paul McCartney besværet sig over 'Let It Be' og ved enhver lejlighed svinet Phil Spector til. Dog ikke mere end at han stolt inkasserede en Oscar for bedste filmmusik (til dokumentarfilmen 'Let It Be') i 1971. I 1996 udkom det tredje album i serien 'Beatles Anthology', og her fik Paul McCartney lejlighed til at præsentere nogle af sangene fra 'Let It Be', som han mente, de skulle lyde. Blandt dem naturligvis 'The Long And Winding Road'. Allerede på det tidspunkt cirkulerede der talrige piratplader med nogle af de mange andre versioner af sangene, som blev indspillet i den lange og udmattende januarsession i 1969. Paul McCartney og Phil Spector mødtes i 1997 til en prisfest på det engelske musikmagasin Q. Luften var kold, og lejligheden til at tale ud blev forspildt. Paul McCartney stak nærmest af fra festen og nøjedes med poetisk at sige til bladet: »Det er en af de ting, man skal lade være - It's a Let It Be thing«. Endnu et tilfældigt møde, med filminstruktøren Michael Lindsay-Hogg i februar 2002, fik dog åbenbart Paul McCartney til at se anderledes på sagen. I hvert fald beordrede han teknikerne i Abbey Road-studiet til endnu en gang at tage fat i de gamle bånd og fjerne alt Phil Spectors gejl. Ved samme lejlighed sikrede Paul McCartney sig selv og pladeselskabet EMI, der har været flittige til at bruge alle muligheder for indtjening på The Beatles, endnu en ekstra skilling. Resultatet - 'Let It Be - Naked' - foreligger nu efter næsten et år i tænkeboksen, hvilket måske antyder, at Ringo Starr ikke helt har bifaldet projektet? Naturligvis er albummet remixet, sangene er placeret i en anden rækkefølge end på det oprindelige album, og alle de små stumper af dialog, som prægede det, er også fjernet. Sammen med de ligegyldige jamversioner af 'Dig It' og 'Maggie Mae'. Til gengæld er 'Don't Let Me Down', som i sin tid blev kasseret til albummet og i sin tid kun udkom som b-side til singlen 'Get Back, kommet med her. Da Phil Spector har rigeligt at slås med hjemme i Californien, hvor han er tiltalt for at have myrdet skuespilleren Lana Clarkson i sin entré, vil han næppe protestere voldsomt mod at være blevet pillet ud af Beatlessagaen. Og hvad John Lennon og George Harrison ville sige til det nye værk, får vi i sagens natur aldrig at vide. Men EMI forsøger behændigt at give det omfattende pressemateriale til udgivelsen autoritet ved at slynge om sig med citater fra andre lejligheder fra de to døde beatler som »Det er bare os, der spiller, med vores mest ærlige stemmer. Det er meget ærligt« (Harrison) og »På trods af alt kunne The Beatles virkelig spille musik sammen« (Lennon). Det kunne rockhistoriens indiskutabelt største gruppe naturligvis, og det gør den da også på den nye plade. Problemet er bare, at The Beatles uden Phil Spectors magiske indsats pludselig lyder som et barband, der spiller røvbalderock. Selv om et par enkelte sublime sange som 'I Me Mine' med fælles vokal fra Lennon og McCartney skiller sig ud, netop fordi bandet spiller så fremragende. Ved Paul McCartneys koncert i Parken i sommer prægede den nostalgiske, lidt hyggelige tilgang også store dele af materialet, ligesom det er tilfældet på 'Let It Be - Naked'. Titelsangen, som var fortryllende i Parken, er stadig en af The Beatles' bedste og er velfungerende her, hvor den endelig har fundet sin naturlige placering som sidste nummer på pladen. Men alligevel mangler man den storslåede bravur, Phil Spector gav sangen med Ringo Starrs nærmest wagnersk buldrende trommer. En lang, snirklet omvej Langt værre er det dog fat med sange som Paul McCartneys 'Two Of Us', Lennons tidlige rocker 'One After 909', 'I've Got A Feeling' og - ja - 'The Long And Winding Road'. Sidstnævnte er blevet til en lille gruset sti ved siden af den pompøse og klart oplyste allé, Phil Spector i sin tid lod sangen slentre ned ad, og de andre skrumper ind til små knaldperler fra baren. George Harrisons smukke 'For You Blue' er blevet en skiffle-bagatel, og 'Across The Universe' står her som en lidt beklemt skitse til det magiske mesterværk, den er i Spectors udfoldelse. Synd og skam. For selv om de fleste af os kender Beatlessangbogen så godt, at vi næsten er immune over for justeringer, har 'Let It Be' tabt sin glamour. Gruppen bag albummet virker pludselig helt menneskelig i den afpillede nøgenhed, hvilket i sig selv kan være både charmerende, fint og selvfølgelig opløftende for eftertidens musikere, Men i sig selv øger det ikke den kunstneriske værdi. Det gør en ekstra cd, 'Fly On The Wall', med tilfældigt ævl og bævl fra studiet heller ikke, medmindre man hører til dem, der mener, at hver eneste ord fra en beatle er det rene tryllestøv. For os andre kan det kun undre, at Paul McCartney brugte 33 år på en lang, snirklet omvej for at nå frem til et resultat, der mest af alt minder om en blindgyde uden mål og mening.