0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den lange og snoede omvej

33 år efter at The Beatles udsendte sin svanesang, 'Let It Be', foreligger nu det, som Paul McCartney mener, er den rigtige version af det klassiske album. Væk er den indkaldte troldmand Phil Spectors lydmæssige staffage og pynt. Og væk er magien. Tilbage er lyden af et lille barband, der spiller røvbalderock, mener Politikens anmelder Erik Jensen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Allerede under indspilningen gik det galt. Og da pladen var på vej i trykken, prøvede Paul McCartney at stoppe den. Siden har han igen og igen fastslået, at 'Let It Be' var meget bedre, inden den store stygge og vist også sindssyge producer Phil Spector blev fløjet ind fra Hollywood for at pynte op på pladen. Påstanden er blevet en af rockens store myter.

Med ankomsten af 'Let It Be - Naked', der er kemisk renset for Phil Spectors pyntesyge, klasker myten sammen som slet og ret løgn. Uden Phil Spectors storladne trylleri fremstår det klassiske album nemlig som en solid omgang røvbalderock med enkelte sublime sange, spillet af et småtræt og uinspireret barband. Mere om det efter et dyk i tidslommen.

Hvis der var et sted, The Beatles ikke havde lyst til at være i januar 1969, var det i The Beatles. John Lennon ville helst stikke af med Yoko Ono ud til en mere fredelig og anonym verden. George Harrison var træt af de fastlåste roller, forventningerne og af, at Paul McCartney hele tiden kommanderede med de andre. På sin side ville McCartney have bandet tættere sammen og tilbage på de scener, The Beatles for længst var holdt op med at betræde. Og Ringo Starr? Han var bare ligeglad med det hele og havde allerede en gang meldt sig ud af gruppen.

»Alle var trætte af det hele og af hinanden. Det var bare almindelig opløsning«, som gruppens trofaste producer, George Martin, siden har sagt.

Ikke desto mindre var The Beatles sammen. I Twickenhamstudierne i en kælder i London til indspilningen af den plade, der under navnet 'Get Back' skulle føre gruppen tilbage til rødderne i den amerikanske rhythm'n'blues-musik i de tilrøgede klubber i Liverpool. Beatles skulle med John Lennons ord »fremstå, som naturen havde skabt dem - med vorter og det hele«.

Sammen med gruppen var det filmhold, der under ledelse af instruktøren Michael Lindsay-Hogg skulle dokumentere optagelserne og den koncert på taget af Applebygningen, som var en del af planen. Den færdige plade skulle nemlig bestå af en del, der var optaget live under koncerten, og en del, som var optaget 'live' i studiet.

Kameraernes nærgående tilstedeværelse gjorde ikke stemningen i studiet bedre. Gennem næsten en måned jammede The Beatles sig igennem en ordentligt stak sange for at finde de rigtige. Og som kameraerne og de rullende bånd dokumenterede var hverken samspillet eller kemien i top. 10. januar fik George Harrison nok af Paul McCartneys konstante kommandoer og anvisninger af, hvordan han skulle spille sin guitar.

»Jeg spiller præcis, hvad du vil have, jeg skal spille. Eller også holder jeg bare op med at spille, hvis det er det, du ønsker. Uanset hvad der kan gøre dig tilfreds, vil jeg gøre det«, erklærede George Harrison med iskold sarkasme. For kort efter at forlade studiet og i realiteten også The Beatles.

Skal vi grine under soloen?
Hans flugt varede dog kun fem dage, så var han tilbage i den klaustrofobiske kælder. Ambitionerne og den gensidige respekt var trods alt for stor til at opgive for The Beatles. Mange har da også senere påpeget, at de mange skænderier, man ser i Michael Lindsay-Hoggs film, netop skyldes, at beatlerne stadig holdt så meget af hinanden, at der var grundlag for at mundhugges.

Koncerten på taget fandt sted 30. januar og gik så godt, at humøret steg et par grader til de sidste indspilninger af sange som 'Two Of Us', 'Let It Be' og 'The Long And Winding Road'. Forud for optagelsen af sidstnævnte var stemningen ligefrem så løssluppen, at John Lennon med gravalvorlig stemme spurgte Paul McCartney: »Er det meningen, vi skal grine under soloen?«.

Alligevel var The Beatles ikke tilfreds med det færdige resultat, og ingen af de fire gad beskæftige sig med de indspillede sanges videre skæbne. Båndene med dem overdrog Lennon og McCartney i marts til lydteknikeren Glyn Johns med en besked om, at han skulle gøre pladen færdig. Det blev den samme sommer, men The Beatles kasserede hans version og bestemte sig for at indspille en helt ny plade i stedet for. Resultatet blev 'Abbey Road', som udkom allerede i september 1969. I mellemtiden havde Glyn Johns fundet frem til en ny udgave af 'Get Back'-albummet.

Den kom med posten til de fire medlemmer af Beatles i januar 1970. De var mildt sagt ikke tilfredse. Ifølge John Lennon var der tale om intet mindre end »the shittiest load of badly recorded shit«. Alligevel havde Lennon lyst til at udgive pladen, fordi han havde en bizar ide om, at det ville punktere den myte om Beatles, han hadede af et godt hjerte. »Sådan ser vi ud med bukserne nede om røven. Vil I være så venlige at slutte legen nu?«, lød argumentet fra John Lennon.

Han havde netop indspillet solosinglen 'Instant Karma' med den excentriske producer Phil Spector, der op gennem 1960'erne havde vundet mange fans for sin store svulmende Wall of Sound med strygere og mange lag af lyd. For Lennon var det nærliggende at få Phil Spector til at pynte på det album, der stadig gik under titlen 'Get Back'. George Harrison, der også senere i sin solokarriere benyttede sig af Spector, var enig, mens Paul McCartney tilsyneladende ikk