Poppens prinsesser er på vej! De er de uopnåelige gudinder, der har vundet alt det, der kan få et pigehjerte til at kaste al skam over bord og stille op som kanonføde i drømmefabrikkens evige talentkonkurrence. Rul den lyserøde løber ud for disse ubegribeligt slanke, lækre feer, der for længst har forandret sig fra umælende pinupper til alvidende ikoner for en hel verden. Med udslåede ører venter vi undersåtter på, hvad kvinderne med glasskoene og mikrofoner som sceptre siger til os. Og vi hører ... intet. Leder man efter en holdning, en mening, ja, bare et personligt signal på den nye udgivelse fra Kylie Minogue leder man forgæves. Sørgeligt nok, når nu drømmen om et glamourøst liv som feteret popdiva er det eneste, der rigtigt tæller. Og når rygtet om, at dronning Madonna snart må abdicere fra poppens trone til fordel for en af poppens prinsesser, har rejst rundt i cyber space temmelig længe, er det dobbelt ærgerligt, at bejlerne ikke rigtigt vil os noget. Kronprinsesse Kylie har overhalet Madonna, når det gælder salgstal og popularitet. Den nye single 'Slow' er et massivt hit kloden rundt, selv om sangen ikke helt er så catchy og fuldkommen uimodståelig som 'Can't Get You Out Of My Head' fra albummet 'Fever'. Med sin moderne version af klassisk disko gik det sin sejrsgang i år 2001, præcis som 'Light Years' med sin let flirtende elektropop gjorde to år tidligere. På 'Body Language' er den klejne heltinde i et lidt mere eksperimenterende hjørne. Sangene er knapt så umiddelbare, til gengæld er flere af dem langtidsholdbare, og Kylie Minogue er her på sit niende album blevet en virkelig sikker stilist, der kender sin stemme og sine virkemidler til mindste detalje. Hendes kælne vokal klæder de mange blødere sange i let balanceret dans mellem elektronisk pop og r'n'b fornemt. Og så har Kylie Minogue gjort et kup i opdagelsen af den fortrinlige islandsk-italienske sanger og sangskriver Emiliana Torrini, der er medkomponist på 'Slow'. På den oplagte opfølger som single 'Red Blooded Woman' med den skønne opfordring »you'll never get to heaven if you're scared of gettin' high« glider melodien over varme beats i Timbaland-stylen, ligesom på balladen 'Loving Days' og 'Secret (Take You Home)'. Der er noget futuristisk over produktionen, og det klæder Kylie at optræde som en art alien i menneskelig forklædning i også den hårdtspændte, sexede 'Chocolate' og 'I Feel For You', der også har indlysende hitpotentiale med stram funk, som vi engang hørte det fra Prince. På 'Sweet Music' flirter Kylie endda med hiphop. Alt det giver et varieret, stilsikkert og overbevisende album, som måske nok er Minogues mest helstøbte til dato uden dog egentlig at lægge nye facetter til. Men til gengæld er det noget så sjældent som et popalbum, der vokser og vokser for hver gennemlytning i al sin prægtige lækkerhed. Og for resten har klejne Kylie måske også en slags budskab til den gigantiske fanskare på 'Slow': »Come on and dance with me ... yeah ... slow«. Det er i hvert fald en inklination, man ikke kan eller bør afslå.