I takt med at millionerne og grammystatuetterne er regnet ned over den unge amerikanske pianist Norah Jones er lysten til at springe ud som jazzdiva ikke blevet mindre hos alverdens sangerinder. Sådan at divertere med lidt lækker, elegant og stilfuld jazz til den perfekte opdækning til veninderne uden at sabotere hyggen og roen rundt omkring cafebordet, det er vejen til succes. Den let mondæne ro i den tilbagelænede jazz har tilsyneladende bekommet trætte ører og stressede hjerner særdeles godt. I hvert fald er gamle salonklassikere blevet højeste mode igen. Ser man udelukkende på sangene på Caroline Hendersons første forsøg med jazzen, er der da også grund til at tro, at den begavede svensk-amerikanske dansker har lagt sig i smult kølvand med 'Don't Explain'. Titelnummeret tilhører Billie Holiday, og på repertoiret er også 'In The Wee Wee Hours Of The Morning', Gershwins 'Someone To Watch Over Me', 'Lazy Afternoon' samt Monica Zetterlunds 'En gång i Stockholm'. Alligevel er ambitionerne anderledes hos Caroline Henderson og hendes lydhøre trio. Faktisk er 'Don't Explain' en nærmere slægtning til Caroline Hendersons berømmede album 'Cinemataztic', der i 1996 dannede skole og vandt priser i massevis, end til klassisk jazz. Pulsen, atmosfæren af mat storbynat og den nøgterne nøgenhed i fraseringerne går igen og gør 'Don't Explain' til Hendersons bedste udspil siden mesterværket. Dermed ikke være sagt, at Caroline Henderson ikke står distancen som jazzsangerinde. Til trods for sin beherskede stemmepragt har vokalen en sød og inderlig glød i ballader som 'Someone To Watch Over Me', 'I'm A Fool To Want You' (trods hård konkurrence fra Lelo Nikas mildt sagt overdrevne og påtrængende harmonika) og 'In The Wee Hours Of The Morning', der bærer sangene helt ind i hjertets inderste kamre. At netop 'Somebody To Watch Over Me' følges af den hidsigt pumpende spiritual 'Wade In The Water' med bøvet rap af saxofonisten Luther Thomas, viser inkonsekvensen (eller spændstigheden) i Caroline Hendersons musikalske univers. Den slags vilde spring vil næppe tiltale den pænere del af jazzpublikummet, men for os uden for menigheden er det en fornøjelse at høre Caroline Henderson forføre både sig selv, melodien og lytteren i sin drilske udgave af Grace Jones' 'Victor Should Have Been A Jazz Musician'. Lige så velvalgt er Lou Reeds og Velvet Undergrounds 'Jesus', en knast i den nydelige jazzramme. Med stor indlevelse lykkes det dog Caroline Henderson og hendes kongeniale trio med pianist Jesper Nordenström, Nicolai Munch-Hansens dybe og dominerende bas og trommeslager Kresten Osgood at holde fast i udtrykket trods de musikalske spring, der ender trygt og godt i en fin version af 'En gång i Stockholm'. En fin efterglød på et album fra en tidligere popstjerne, der nu efter et par voldsomme omveje springer ud som en opfindsom, personlig og udfordrende jazzfortolker med mod på andet end ren forkælelse af sit publikum.