Kære Dear, som regel er det hele lidt kedeligt og forudsigeligt i Danmark. Også på rockscenen. Der er mange, der klynker, endnu flere med permanent melankoli og meget få med fornemmelse for, hvordan man får stjernerne til at lyse over sådan en begsort efterårshimmel. Det har du. Allerede første gang, vi hørte fra dig for et år siden, havde man lyst til at hale det helt store udtræk op ad bogstavskuffen. Legesygen, stilsikkerheden, elegancen, coolness'en, star quality'en og alt det andet, vi heller ikke kan sige på dansk eller har ord for, var i den grad til stede. Uden dog at være helt gennemarbejdede nok til for alvor at gøre indtryk og sætte sig fast som et overraskende og originalt dansk rockudtryk i den grandiose glamgenre. Derfor er det med både ængstelse og tårnhøje forventninger, man nu hilser på 'Billy B'. For vil det lykkes at fastholde de mange ideer og indtryk denne gang, eller er udtrykket tvært imod endnu mere diffust? Heldigvis er de positive elementer klart i overtal. Selv om du stadig har lyst til på en aldeles udansk måde at slå smut hen over både genrer og konventioner, er der melodi, nerve og selvfølgelig de overraskelser, man finder så få andre steder på den hjemlige rockscene, her. Vi sniger os helt ind under de varme dyner i Tim Christensens dobbeltseng i 'Take It Slow', 'Hush Now', 'Bullets' og 'Don't Turn The Lights On'. Smukke ballader med en glød af elektrisk elskov over sig, som vi ikke helt finder mage til hos Christensen. Udladninger med nervernehelt ude på det flossede overtøj i 'den spankulerende stolte 'Whatever', Can't Stop' og den herlige 'She Rolls' med den mest kærlighedssyge udtale af ordene »my babiiie« nogensinde hørt i dansk rock. Her smækkes porten til tidens fremherskende garagerock op på vid gab, og der er baghjul med rød-hvide striber til de fleste i sylespids og koket duet mellem parret Dicte og Laust Sonne. Og så er der nogen, som tror, at (kærligheds)livet går i stå, hvis man bliver forældre! Naturligvis er Dear ikke bare Laust Sonne - Rune Kjeldsen fra vores hemmelige lille rockskat, Kira And The Kindred Spiritis, gør det også fremragende på guitaren her - men det er Sonne, som har alle de mærkelige, syrede og fænomenale ideer. Denne gang er der også styr på de fleste. Kære Dear, stor ros for at turde udfordre, for at besidde mod til at være anderledes og bruge de mangfoldige evner helt ud over kanten sammen med medproducer Thomas Troelsen. Han er uden tvivl stærkt medvirkende til, at dette album strejfer det sublime flere steder og konstant er en spændende færd. Mangelen på det helstøbte udtryk er både styrken og svagheden, men sådan må det være, når man har kurs mod stjernerne uden sikkerhedsnet. God rejse.