I en alder af 56 år er Iggy Pop for længst blevet et af den slags rockikoner, hvis personlighed og tidligere bedrifter overskygger musikken og især nye udgivelser. Ikke desto mindre er der god grund til at lade den gamle gnavpot sparke alle forbehold og forestillinger gennem ørerne og trykke sin 'Skull Ring' langt ind i bevidstheden. Albummet er nemlig en svirpende krabask over ryggen på al den rockyngel, der tror, at de har opfundet de stålhårde riffs, det sexede groove og den iskolde stil, Iggy Pop har haft, siden han sprang ud som fuldblodsrockbæst med The Stooges i 1967. Efter en pause på over 30 år er han her igen sammen med brødrene Ron (guitar) og Scott (trommer) Ashton i fire sange, hvoraf især det indædte åbningsnummer 'Little Electric Chair' sætter alle efterlignerne på plads. Som en anden Tom Jones har Iggy Pop samlet nogle af sine unge beundrere og venner som Green Day, der swinger effektivt og twangy i den funklende 'Private Hell', Sum 41, der næsten forvandler punkens bedstefar til punkens problembarn i 'Little Know It All', Peaches, som får adrenalinen til at koge funky og fyrrigt i 'Rock Show' og det faste band The Trolls, der faktisk leverer varen, præcist og kontant på især den fuldt flænsende energibombe 'Here Comes The Summer'. Sangene er ikke de bedste fra Iggy Pop, måske ikke engang på niveau med 'Beat 'Em Up' fra 2001, men energien, viljen, attituden, stilen og nerven er der. Iggy er en syngende ørefigen af den mest vederkvægende slags. Måske bare ikke for dem, der tror, at Datsuns og Co. er rockens redningsmænd.