Et ekko på 'Echoes' er ekkoet fra dengang, Robert Smith stak hovedet op af The Cures deprimsorte jammerdal og gav sig til at danse. Også The Rapture er et rockband, der giver sig til at danse, men selv om Luke Jenner på 'Olio' leger Robert Smith-kopi, viser de amerikanske debutanter sig at være alt andet end en kopi. Knivskarpe guitarer, halsbrækkende beats og inspireret percussion lokker på 'House of Jealous Lovers' kroppen ud på dansegulvet, men vel at mærke uden ledsagelse af kemisk hjernelammelse. Sjælen og hjernebarken svinger med kroppen, når The Rapture forener det bedste af mange verdener i en højspændt nervepoetisk udladning. I de senere år har de bedste rockbands været begavede nyfortolkere, men The Rapture er, omsider, noget virkelig nyt. Punk-funk, electro-disco, guitarrock - når denne amerikanske kvartet får det hele til at smelte i en helhed, der giver en dybere mening end et postmoderne patchwork, skal forklaringen måske findes i bassisten Mattie Safers jazzråd til nye lyttere: Prøv lige at check Art Blakeys 'A Night at Birdland'. I en bue spændt fra janitsharernes indtogsmarch til Love i 1967 og et godt stykke ind i fremtiden er rockmusik med The Rapture tilbage i rollen som fællesnævner og rytmisk opdagelsesrejsende som grænseløs og genfokuseret størrelse. Jeg melder mig som bandet og dets musik: Henrevet.