Hiphop og country? Sammen? Nej, vel? Og dog - som en livlig svampevækst har hiphop længe infiltreret sine kolleger - de andre musikgenrer - med succes. Alt kan proppes ind i et funky beat, så længe det swinger - hiphop har i de senere år vist sig fattig på fordomsfuldhed og rig på gakgak-faktor, når det kommer til musikalske byggesten. Soul, latin, pop, techno, house, reallyde - der har vi været for længst, og senest har de driftige hiphop-producere kastet kærligheden på især rocken og diverse former for indisk musik. Men hiphop og country? Hidtil har den slags blandingsmisbrug været en affære for klaphatte som Kid Rock og Uncle Kracker, men det ser alt sammen anderledes ud efter Bubba Sparxxx' andet album, 'Deliverance'. Alene titlen, der er lånt fra det ubehagelige hillbilly-filmdrama fra 1972 med Burt Reynolds og Jon Voight (på dansk: 'Udflugt med døden'), antyder en afstandtagen til enhver form for cowboyromantik. Og Bubba (født Warren A. Mathis) ved, hvad han taler om. Han voksede op som den yngste søn i en hvid købmandsfamilie langt ude på landet i Georgia, og gennem en helvedes masse omveje kom den da 24-årige aspirerende rapper Bubba Sparxxx i 2001 i kontakt med superproduceren Timbaland. Resultatet var debuten: 'The Dark Days, Bright Nights of Bubba Sparxxx'. Allerede her var Bubbas landlige baggrund evident, men mestendels i hans tekstunivers. Timbalands produktioner trak både på husdyr og hillbilly-guitar, men mest som et ha-ha-gimmick. 'Dark Days' blev det aldrig rigtigt. Projektet fremstår langt mere gennemtænkt på 'Deliverance'. Albummet indledes med 'Jimmy Mathis', opkaldt efter Bubbas far. Over et klikkende Timbaland-beat, der nærer sig ved en gyngende mundharmonikafigur, advarer Bubba os om, at »Fuck with me, I doubt that you really can/ When I get to doing my hillbilly dance«. Muntert nok, men som man måske kan fornemme, handler nummeret i virkeligheden om at være stolt af sit white trash-ophav. Like father, like son. Tendensen fortsætter på den utrolige 'Comin' Round', der fusionerer Timbalands futuristiske tegneseriefunk med kåde spillemandsvioliner og et sample fra et virkelig obskurt nummer med et countryorkester ved navn Yonder Mountain String Band. Det er ikke for sjov, det her! De mener det sgu! Og countryens tradition for besyngelse af hjertesorg transformeres helt uironisk til rap på den fremragende 'She Tried', der drevet frem af en mere end melankolsk violin rapporterer virtuost fra et smertefuldt brud, han selv er ude om: »And now I'm sitting here, all alone with my guilt/ Just me and the dogs in the home that we built«. Bubba er i det hele taget en effektfuld og elegant fortæller, der på hiphoppens vegne evner at formidle den maskuline desperation og smerte, der altid har kendetegnet countryen. Når det kommer til genrens klassiske temaer, er han på hjemmebane, lige fra fatttigdom - »Can you relate to five kids/ Six fish sticks on the plate« - til selvdestruktion. Men mere end teksterne eller musikken i sig selv er pladens tiltrækningskraft dens em af et andet, mere farligt og mørkt sydstatsliv end det glansbillede, George W. Bush forsøger at prakke os på fra sin farm i Texas. De, der har set filmen 'Deliverance', vil kunne ane forskellen. Cirka på midten knækker albummet over, og det fungerer faktisk som en kærkommen afveksling. Countrymotivet trænges i baggrunden efter den formidable 'Nowhere' - hvis episke produktion er fuldt på højde med Timbalands Justin Timberlake-hit 'Cry Me A River'. I stedet kaster Bubba sig - i selskab med selv samme Timberlake - over hakkende dansegulvsfunk på 'Hootnanny', sær pseudo-disco ('Warrant'), rocknerve ('Take A Load Off') og sydstatsfunk a la Outkast ('Like It Or Not'). En genrekarrusel i rasende tempo er, hvad det er. Men der ikke fare for at blive kastet af. Dertil er Bubba, Timbaland og medproducerne Organized Noize alt, alt for godt selskab. 'Deliverance' er et vellykket genreeksperiment, en dybfølt hjemstavnsplade og et uomgængeligt hiphop-album.