Når sandet derude i horisonten et sted pludselig begynder at antage en så tydelig kontur, at man ved, at man en dag vil snuble over den og styrte ned i mørket. Når suset fra mandens le nu og da rammer ens halvgamle kadaver som en smertelig isning et sted i kroppen, er der ikke noget valg længere. Tilværelsens realiteter er ikke noget, man kan flygte fra længere. Man kan byde dødens uomgængelige realitet trods og stolt erklære: »There's never gonna be enough bullets/ there's never gonna be enough sex/ And I'm never ever gonna get old«. Og tælle både stoffer og penge med i livets store regnestykke. Alligevel behøver man ikke facitlisten for at kende resultatet. En dag kommer han for at hente en, ham vi kan kalde 'the disco king'. Og bede ham forrette sit ærinde hurtigt og smertefrit: »Don't let me know when you're opening the door/ Stab me in the dark, let me disappear«. På sit album nummer 26 har David Bowie valgt at stå ansigt til ansigt med realiteterne. Men på en yderst vital og fokuseret måde. 'Reality' er både titlen og en slags tema på udspillet fra den 56-årige brite med bopæl i New York. Som en kontrast til den mere eller mindre kunstige realitet, der trives i fjernsynets såkaldte reality shows og en udforskning af grænselandet mellem de rigtige realiteter og det, vi kan kalde uvirkeligheden. Midt i alle disse erkendelser, først og fremmest af sin egen dødelighed, konstaterer David Bowie i balladen 'The Loneliest Guy', der lyder som et frysende ensomt ekko fra et hjørne af Berlinmuren engang under Bowies kolde krig i halvfjerdserne: »but I'm the luckiest guy, not the loneliest guy in the world, not me«. Og det er da også på den livsglæde, at David Bowie rent musikalsk har løst returbillet til sine rødder. Sammen med produceren, Tony Visconti, der stod bag nogle af Bowies bedste udspil i halvfjerdserne og sidste års smukt afklarede 'Heathen' har han indspillet et regulært rockalbum. Der bobler af den spilleglæde hos sangeren og det band, Bowie havde med ved sidste års koncert i Horsens. Der er tale om et bandalbum i klassisk forstand med nogle stærkt iørefaldende og veloplagte sange som 'Fall Dog Bombs The Moon', 'New Killer Star', 'Never Get Old' og George Harrisons smukt opløftende 'Try Some, Buy Some'. Rocknumrene har det dog med at sætte sig tungt til rette i rutinens lænestol og man kan ikke sige, at den overraskende hurtige udgivelse fra David Bowie har karakter af nødvendighed. Den virker snarere som en konsolidering, et katalog, hvor nye fans passende kan kigge varerne ud. Anderledes dog med de stille og mere indtrængende sange som den velpolerede 'Days', 'Loneliest Guy' og især den skævt jazzede 'Bring me The Disco King', der føjer lidt nye facetter til en velsyngende David Bowie. Med den undtagelse er der dog mest tale om solidt arbejde, nye sange med gamle klange, som dog næppe indskriver sig i klassikerkataloget.