Så er der mere egensind over Velours debutalbum 'Get In Room'. Et smukt nuanceret og anderledes roligt klangrum åbenbarer en kvartet, der har kælet for den velafrundede helhed såvel som detalje. Her er lækre ornamenteringer og bløde klanglag tegnet og malet af blæsere, strygere, melodika og orgler - ud over gængs rockinstrumentering. Og talentet er uomtvisteligt, arrangementerne er raffinerede, og numre som 'Margret', 'Brunette' og 'Somewhere she's dancing' vokser ind i den melankolske popsangs uimodsigelige stratosfære, hvor spekulationer om kompositorisk råstyrke pulveriseres i mødet med harmoniernes smertende skønhed. Pressematerialet nævner selv inspirationskilderne: Byrds og Beach Boys og fra nu Tindersticks og Kings of Convenience. Førstnævnte par er jo uomgængeligt tunge drenge, og den sammenligning tåler Velour dårligt. Dertil er vokalerne stadig for anæmiske og mange kompositioner for svage i konstruktionerne. 'Tidløse' vil nogle kalde dem, 'kedelige' vil andre. Og jeg synes, begge adjektiver passer i passager. Men når kvartetten rammer kammertonen, så er de vitterlig et fremragende og raffineret bekendtskab. Vi glæder os til at høre nærmere.