Britisk rap har aldrig rigtigt været noget stort nummer. Monie Love og Slick Rick er vel alle tiders største rapnavne i den gamle kolonimagt, men de optjente deres berømmelse i USA - og på amerikanske præmisser. I det hele taget har de engelske rappere altid lidt forfærdeligt under en tonstung arv fra deres amerikanske storebrødre og sprogfæller. Hiphop kommer nu engang bare fra South Bronx i New York og ikke fra Londons East End, og det har især op gennem 1990'erne tvunget britiske rappere til afsøge andre og mere jomfruelige musikalske territorier for at finde deres egen stemme. De mest oplagte eksempler er triphop-frontmænd som Massive Attack og Tricky, men også inden for de engelskfødte dansegenrer drum'n'bass og - især - UK garage har optændte cockney-rapstemmer i overtempo præget lydbilledet. Og netop UK garage - de senere års yderst sanselige fusion af hiphop, r&b og drum'n'bass - er baggrunden for alle tiders mest ventede britiske rapplade, Dizzee Rascals 'Boy In Da Corner'. Det britiske rapmiljø - ja, hele det britiske musikparnas - hungrer efter en egen rapidentitet, og håbet knytter sig ikke uden grund til de desillusionerede toner og tekster fra 18-årige Rascal. Pladen er kraftigt imødeset af to årsager, den ene mere heldig end den anden: I juli blev Dizzee Rascal (døbt: Dylan Mills) stukket mindst tre gange med en kniv i Aiya Napa på Cypern - UK garage-folkets sommertilholdssted. Ingen er endnu blevet sigtet for udåden, der har boostet den unge rappers karriere endnu mere end den anden årsag: Rascals første single, 'I Luv U', der i mere end halvandet år har cirkuleret i Londons klubmiljøer på piratvinyl - med gigantisk ståhej til følge. Nummeret, der handler om at gøre en mindreårig pige gravid ved et uheld, var på internettets fildelingstjenester genstand for heftig downloading mere end et år før, det blev udgivet officielt. Men hvad er det så, der er så særligt ved denne Dizzee Rascal? Det er såmænd - som antydet - at hans hjemmegjorte beats og rim udgør det første hele album inden for en ikke alene forbløffende original og medrivende bymusik, men også en distinkt britisk en af slagsen. Der endda allerede har fået et navn, nemlig 'grime', som kan oversættes til smuds eller snavs. Rascals, og genrens, greb består groft sagt i at skrælle al unødig funklækkerhed fra UK garage-benet, så kun de allermest basale elementer står tilbage i sårbar nøgenhed: spartanske trommemaskinebeats og synthesizerbas. Denne skeletmusik indhylles så i gusten raslen, trøstesløs knirken og metallisk hvinen i en totalt upleasende sound, der slet ikke ekkoer af funk og fest, men af halvandet årtis elektroniske strømninger i britisk musik. Den festlige UK garage-genre er her barberet ned til sine allermest basale stolper, der hyler i vinden af frygt, usikkerhed og bæven. 'Boy In Da Corner' lyder, som stål lugter. På tom mave. Men tro ikke, at her ikke er kælet for detaljerne. Arrangementerne er disciplinerede, detaljerne gennemtænkte og pulsen intakt. Vanvittigt imponerende arbejde af en 18-årig, med andre ord. Det meste af tiden kan Dizzee Rascal dog ikke beskyldes for at opfordre til dans, ganske ligesom megen hiphop bedst af alt egner sig til kontemplation, nikken med nakken og memorering af teksterne. Som ganske i spænd med musikken også rammer en helt særlig tone på 'Boy In Da Corner': Her er hverken mange kække festudråb eller opblæste blærerøvsattituder. Dizzee Rascal gør sig ingen illusioner om storhed - og når han tager tilløb til det, sørger han selv for at dementere det hele: »More destructive and troublesome than ever/ I'll probably be doing this, probably forever/ Fellas wanna stop me, they'll prob'ly come together/ It's probable they'll stop me, probably never«. Det er altså muligt, at hans unavngivne modstandere får skovlen under ham. Intet er sikkert i Dizzees verden, heller ikke hans egen formåen. Han flirter endog et enkelt sted - noget koket, måske - med at gøre en ende på det hele: »Sometimes I wake up wishing I could sleep for good/ And if I had the guts to end it all, believe it I would«. Det er heller ikke nemme sager, han kommer ud for i højhusene i Londons East End, hvor han er vokset op. »We used to fight with kids from other estates/ Now 8 millimeters settle debates«, bemærker han med adresse til skydevåbnenes indtog i kvarteret. Og det er med bøjet hoved mere end oprejst pande, Dizzee Rascal gør sin entre på musikscenen. Både hvad angår tekst og musik. På den led er der ganske mange lighedspunkter mellem hans debut og så Mike Skinner alias The Streets' kanongennembrud 'Original Pirate Material' fra sidste år. Men Rascal er en langt mere fragmenteret og ukonkret fortæller, samtidig med at hans musik er totalt blottet for popappeal. At 'Boy In Da Corner' alligevel er et dybt fængende og fascinerende storbydokument, taler blot for, at Dizzee Rascal for alvor har åbnet døren ind til et nyt kapitel i raphistorien, nemlig grime - den nye britiske rap. Om hans efterfølgere og -lignere formår at fylde fodsporene efter denne blændende kreative teenager, er straks en anden sag.