Man kan ikke lytte til den 56-årige amerikaner Warren Zevons nye og 14. album 'The Wind' uden at tænke på, at det er hans sidste. I august sidste år fik han diagnosen 'uhelbredelig lungekræft'. Efteråret og vinteren igennem arbejdede han på 'The Wind' sammen med sin faste guitarist og medkomponist Jorge Calderón. Og også sammen med en lang række venner og kollegaer, hvoraf mange har fulgt denne oprindelig klassisk uddannede klaverspillers usentimentale, rablende fantasifulde sangskrivning siden begyndelsen af 1970'erne. Don Henley, Ry Cooder, Emmylou Harris og Bruce Springsteen er med på 'The Wind'. Billy Bob Thornton, Dwight Yoakam, T-Bone Burnett, Jackson Browne, David Lindley, Jim Keltner, Tom Petty og sønnen Jordan Zevon er der. Vennerne Hunter S. Thompson og David Letterman overværede indspilningerne. Bob Dylan var der ikke. Han var på turné. Med Zevon-sange på sin evigt omrejsende sætliste. Til gengæld er det eneste kopinummer på 'The Wind' Dylans 'Knockin' On Heaven's Door', og lige netop den sang kunne albummet godt have undværet. For selv om Zevon synger dæmpet om at stå på himlens dørtrin, bliver sangen sentimental i munden på en dødsmærket mand. I det nummer er det svært overhovedet at høre sangen for manden. Det er så heldigvis også det eneste sted på 'The Wind', hvor han tramper rundt i det. Helt anderledes er for eksempel 'Prison Grove'. Hvor Warren Zevon assisteret af et sprødt slør af herrestemmer i kor bruger en dødsdømts tanker inden henrettelsen til at fortælle om angsten, så man mærker en vind isne over ryggen. Warren Zevon har skrevet om døden mange gange før. Med en galgenhumoristisk, sarkastisk dødsforagt og -angst. Denne gang tager han hverken fiktive pistoler eller voldsomme vittigheder i brug. Zevons historier er mindre ordrige og vanvittige, end de var dengang i 1970'erne, hvor han skrev om 'Roland the Headless Thompson Gunner' og andre typer. Til gengæld er de fokuserede, oprigtige og rigtigt fortalt. Det er i høj grad musikken og stemmebetoningerne, der har ordet på 'The Wind'. Når han beslutsom bruger store muskler og sammenbidt humor på at rocke og rulle og synge »Why leave now?« i 'The Rest of the Night'. Når selvironien og den bittersøde livsforståelse svier som syre i stemmen i 'Dirty Life and Times'. Og når han bruger sit skarpe vid på at sige tak til dem, der virkelig bar i 'Numb as a Statue'. Og nej tak til de medlidende medløbere i den stramme, flående slideguitarblues 'Rub Me Raw'. Det er ikke et tilfælde, at farvelalbummet indeholder mange facetter af Zevons sangskriveri. Fra det temperamentsfuldt rockende i den sortmuntre guitarduet med Springsteen i 'Disorder in the House'. Til den blide og blottede kærlighedserklæring i 'Please Stay', som Emmylou Harris får til at skælve. 'The Wind' er Zevons bedste album siden pladerne 'Sentimental Hygiene' og 'Transverse City' fra henholdsvis 1987 og 1989. Måske netop fordi han ved, det er det sidste. Sådan er det jo. Han synger det selv: »We'll never know till we try/ to find the other side of goodbye«.