Wow. Efter at have lyttet til 20 års-jubilæumsudgivelsen af Martin Halls eksperimentalkoncert 'Inskription', opflammes kroppen af en vaskeægte 'gid jeg dog havde været der selv'-følelse. For den, der - som jeg selv - førhen har undret sig lidt over, hvad det er, der siden punkdagene har skabt Martin Hall en helt særegen position som überkultiveret, næsten ærefrygtigt afholdt outsider i dansk musikliv, er 'Inskription' en fabelagtig ørenåbner. Halls optræden i Radiohusets Studie 4 den 5. september 1983 var og er et stykke dansk kulturhistorie. Det er såmænd ikke fordi den dengang blot 20-årige Hall præsenterer os for noget absolut banebrydende i løbet af koncerten. Han optræder i anledning af sit nyindkasserede stipendium fra Statens Kunstfond med et 40 minutter langt stykke eksperimentalmusik, der har mange fætre og kusiner i den europæiske og amerikanske avantgardekompositions historie. Det, der betager, er mere 'Inskription's stålhårde fokus, blændende virtuositet i udførelsen og bjergtagende smukke støjhav, fremført for et tilsyneladende lige dele måbende, henført og totalt afvisende publikum. Værket er for komplekst til, at det lader sig underkaste et bare nogenlunde retfærdigt referat i en tekst af denne længde, men alligevel: Med våben som elektrisk forstærket violin, forvrænget stemme, spolebånd, kassettebånd og ekkomaskine kaster den purunge, uforskammet talentfulde Hall sig ind i et næsten tre kvarter langt råb om - ja, om hvad? Om at finde ind til en grundlæggende menneskelighed i en fremmedgjort verden, kunne være et bud (men altså paradoksalt nok fremstillet med den moderne verdens virkemidler). I hvert fald er musikstykket bygget op omkring en klassisk tredeling, som Hall tilsyneladende improviserer kraftigt over: En stram indledning præget af simple strengemønstre. Gentagelsen dyrkes og destrueres, som vi passerer over i et frit midterstykke, hvor Hall trakterer os med alt fra fjerne stemmer over støjguitarer og skingre legetøjstangenter til sin violin. Og til slut: et bragende, tæskende crescendo af manipuleret støj. Et dybt forførende raseri, æltet groft sammen, presset op og ned i intensitet og ofte punkteret af skingre stemmeudfald. Bum, mand! Straks da koncerten er klinget ud, råber en vittig hund blandt publikum: »Én gang til, vi kunne næsten ikke høre det hernede!«. Han gør os opmærksom på to ting: At Martin Halls værk var kontroversielt og tiltrængt og mødte gedigen modstand. Og også at cd'en her faktisk er en dokumentation frem for et egentligt værk i sig selv - det fandt sted den septemberaften i 1983. Men nu kan vi i det mindste forsøge at forestille os, hvor mindblowing det må have været at sidde vidne til denne banebrydende koncert. Quite a trip!