Ret beset bestod den danske grungebølge ikke af meget mere end Psyched Up Janis. Kradsede man lidt i overfladen, var Kashmir på et helt andet trip, og 'bølgens' største navn Dizzy Mizz Lizzy var i virkeligheden mere fortabt i The Beatles og Led Zeppelin end i Nirvana og Pearl Jam. Tim Christensen har aldrig været bange for at vedgå sig arv og gæld, og til overflod er Christensens andet soloalbum 'Honeyburst' prydet med en rigtig 60'er-collage. Tim Christensen er for ung til at være fra de gode, gamle dage, men der er noget gammelklogt og renfærdigt i den ydmyge respekt for rockmusikken som håndværk og udtryksform, han lægger for dagen. Så selvfølgelig havde han et troværdighedsproblem i en rebelsk bølge som grunge! Christensen har jo dette blik for melodiens gyldne snit, han ikke kan fralægge sig. Der var en vis sammenbidt konservatisme over den på mange måder så glimrende solodebut 'Secrets On Parade' som Tim Christensen efter et langt tilløb barslede med i 2000. Det var tydeligt, at alt skulle være i orden og lidt til. Der skulle være musikalsk dobbeltgardering bag de ofte meget hudløse og blotlagte følelser i sangskriverens solodebut. Så meget desto mere udmærket er det at opleve den mere afslappede og åbne atmosfære på 'Honeyburst'. Tim Christensen er alt for meget af en perfektionist til at tillade sjusk og løse ender, men stemningen er langt mere loose denne gang. Som om han i højere grad har tilladt sig selv at lade sig føre med, hvor nu musikken måtte tage ham hen. Som om han for første gang kan tillade sig at slappe af i selskab med sine store evner som sangskriver. Om man så gav ham bind for øjnene og surrede tommelfingrene sammen på hans ryg, ville Tim Christensen stadigvæk prompte nedkomme med en harmonisk melodistruktur. Talentet for det iørefaldende er simpelthen en slags varm, gylden nervebane i hans rygmarv - det kan bare ikke være anderledes. Og når udtrykket er så følsomt og varieret, som tilfældet er her, er det en ren fornøjelse. Klarest kommer variationsbredden til udtryk i 'Whispering at the Top of my Lungs', der rummer frådende rock og intime stemninger i store sikkert kontrollerede skred af emotion og temposkift. Tim Christensen er ikke en uforudsigelig original. Til gengæld er han en ypperlig rockguitarist i indre balance og en sangskriver af de virkelig dygtige. Teksterne er håndfast følsomme og skal jo også blot udtrykke den restmængde, som de usvigeligt sikre melodier ikke allerede klarer på egen hånd. Der er mange om buddet i afdelingen for iørefaldende melodier. Langt de fleste viser sig som hurtigt falmende døgnfluer, men det bundsolide i Christensens konstruktioner giver dem en sjælden holdbarhed. Pudsigt og fortjent nok har det givet den inkarnerede Beatles-dyrker noget af en Beatles-agtig status hos de helt unge danskere. For dagens teenagere står Dizzy Mizz Lizzy bag de kjære evergreens fra 90'ernes fjerne fortid. Et godt tip er, at udviklingen vil fortsætte. 'Secrets On Parade' har demonstreret en imponerende levedygtighed, og også 'Honeyburst' er en cd, der ikke blæser lytteren bagover med storm, men til gengæld vil blive ved med at hviske, nynne og kalde i lang tid fremover. For hvad skal der til? Længselsfulde kærlighedssange så tidløst formuleret i ord og melodi, at de bliver ved at tale til nye generationer med svævende længsler og hjertesorger. På den front har Tim Christensen allerede en noget nær driftsikker garanti med Nikolaj og Julie-hittet 'Right Next to the Right One'. Efter en luftig og yndig guitarvignet træder Tim Christensen straks i karakter med 'Surfing The Surface' med det driftsikre credo »Don't go easy on me now«. Længsel og frasigelse, attraktion og frastødelse. Det er denne forelskelsens dobbeltbevægelse, der er kernen i Tim Christensens kærlighedssange. Mere melankolske end muntre, men med et helt andet varieret spil i følelsesregistret end i den mere nedtursramte 'Secrets on Parade'. Lyt blot til den næsten fodstampende intimitet i den meget beatleske 'Lost and Found'. Det er et af de numre, der vil blive øvet og øvet og øvet af hjerteklaprende og guitarklimprende ungdom på vintervejens værelser. Men de skal godt nok øve sig flittigt, for nummeret demonstrerer bedre end de fleste andre, hvor fornem en sanger Tim Christensen efterhånden er blevet, nu hvor den naturlige tendens til melankoli er blevet fortyndet, så han i udtrykket er blevet lysfølsom snarere end overfølsom. At han ikke har glemt at rocke, viser foruden 'Whispering at the Top of my Lungs' også den veloplagte rocker 'Jump the Gun', der er rock'n'roll af en mere klassisk beskidt skuffe, end man tidligere har hørt fra dén kant, men også er et eksempel på Tim Christensens mere afslappede forhold til sin fortid som Mister Dizzy Mizz Lizzy. Som soloartist og dansk rocks evergreen-leverandør er Tim Christensen med 'Honeyburst' for alvor trådt i karakter.