En lilletrommer sparker læsset i skred, guitaren hugger sig ind i mængden fra siden, bassen rammer mellemgulvet, og endelig kommer orglet skyllende og lægger sig til rette som en hængekøje under orkestret. Deep Purple i klassisk format er ankommet. Præcis som for 35 år(!) siden, da bandet spillede sin første og her på egnen legendariske koncert i Brøndby Popklub. Vejen mellem dengang og nu er belagt med en stribe klassikere, der rækker både længere og er mere respektindgydende end Ivanhoes lanse. Derfor kunne de aldrende riddere af den tunge rock da også mageligt læne sig tilbage i de bløde stole oppe på borgen og lade yngre kræfter om at bekæmpe dragen. Nye plader fra Deep Purple er da også blevet lige så sjældne som sex mellem gennemsnitlige guldbrudepar. Og mindeværdige plader fra den kant har siden 'Perfect Strangers' fra 1984 været noget, man kun kunne drømme om. I hvert fald indtil Deep Purple bestemte sig for at gå 'Bananas' og vise, at bare fordi man spiller og nærmest har opfundet den tunge rock, kan man sagtens ældes med værdighed, have humor, fremragende sange og et sublimt samspil. Det er smukt at høre sanger Ian Gillan folde sig helt ud i den smukke ballade 'Haunted' og forunderligt at opleve det bedagede orkester slå ind på nye veje i sange som den langsomme blues 'Walk On', 'Pictures Of Innocense', der prikker sig langt ind under huden med den fremragende og rebelske(!) tekst om ensretningen og den fortryllede 'Never A Word', hvis vokalharmonier og guitarer lennonhjælpemig lyder som The Beatles! Forunderligt og vidunderligt at opleve disse gentlemen ældes med uhørt ynde.