'Greendale' er Neil Youngs ukarakteristisk ambitiøse værk som fortæller. Young udmaler den lille californiske by Greendale og fortæller om livet i byen og på ranchen Double E. En episk saga af den gamle skole. Den slags, man ellers ikke i vore dage drømmer om at begive sig ud i som rock'n'roller. Huset Buddenbrook med hængerøv i cowboybukserne. Da Young tidligere på året luftede sit nye materiale ved en solokoncert i Falkoner, lød det, som om han havde brugt rigtig meget tid på at opfinde byen, figurerne og begivenheden. Og til gengæld ikke havde brugt meget tid til at lave nogle melodier. Sådan lyder det sådan set stadigvæk. Som et enstonigt bumletog fremturer onkel Niels i rollen som fortæller ved lejrbålet. Men på koncerten og cd'en er der pokker og en gal hest til forskel. Med Crazy Horse under sig kan Neil Young ophøje det monotont kværnende og indædt huggende til en dybfølt kunstart, ingen behersker bedre. For at bevare rammen så enkel og rustik som muligt har guitaristen Frank Sampedro indvilliget i at stå over. I stedet spiller kun Young guitar. Til gengæld spiller han også mundharpe og trædeorgel. Sammen med trommeslageren Ralph Molina og Billy Talbots bas giver Young sine fortællinger fra Greendale en ramme, der rocker og gynger, gynger og svajer. Som en storm, som en vuggevise, som en fremmumlet bøn. Som en gammel krikke, der med sine hovslag kaster ekko tilbage til både 'Rust Never Sleeps' og 'Tonight's The Night'. Så i stedet for at være en 'interessant' prøvelse i den impulsive Youngs lange og med årene ikke mindre ujævne karriere bliver 'Greendale' faktisk til et kraftcentrum efter de senere års gennemgående noget ufokuserede udgivelser. Young gør sig vældig umage med at fortælle, men også selv om rammen er episodisk, er det episke svært at tackle for den grundlæggende poetisk-eksplosive rockmusik. Subtile pointer, underlæggende strømme og gribende figurer i flere dimensioner - det er uhyre svært at kalde disse romanlitterære kvaliteter frem i et rockmusikalsk værk. Til gengæld er rockmusikken ekstremt velegnet til det prægnante og det dobbeltbundede udsagn. Det lyrisk svævende, den personlige stemmes eftertænksomme efterklang og den kontante sloganisme - alt kommer helt naturligt frem på 'Greendale', der starter med at synge en sang for frihed, slutter med et 'Red Alaskas natur' og derimellem advarer mod dem, der kan kunsten at lave bullshit om til guld. Der har altid været en god portion bondemoral i Youngs hippiefilosofi. Hippiepigen Sun Green, politimorderen Jed, gamle Bessefar. Neil Young fortæller sine historier, men det, der bliver hængende i øret, er, hvad der så ofte bliver hængende, når Young er bedst. Nogle indtrængende advarsler, nogle indfølte omkvæd, nogle trøstens ord og den bedste trøst af dem alle: den der groftskårne, gyngende rytme, når Neil Young og Crazy Horse rocker og ruller og visser og luller.