0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rockens hulemalerier

De evige drengerøve fra AC/DC er blevet genudgivet med hele dynen af rå riffs, sexistiske omkvæd og øldåser i læssevis. Et rendyrket skud humor og livsglæde, men også en fantastisk opvisning i begrænsningens kunst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

AC/DC er rock i sin reneste form, renset for politiske eller religiøse sidespor. Her forsanger Brian Johnson. - Foto: Michal Kamaryt.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først melder den sig i den ene højtaler, så i den anden. For så at slå følgeskab som synkrone salver fra rockens mest effektive riffkanon, der bølger og brøler under den knastørre konstatering: 'It's a Long Way To The Top (If You Wanna Rock'n'Roll)'.

Hvilket helt præcist var, hvad brødrene Angus og Malcolm Young ville hjemme i Sydney i Australien i begyndelsen af halvfjerdserne. De to brødre, der var bevæbnet med hver sin Gibson-guitar, slog følge med nogle ungersvende med tilsvarende ambitioner og lige så stramme cowboybukser. Førte rocken tilbage til den mest primitive, maskuline urkraft og gav den et kolossalt elektrisk stød af et omfang, så opladningen stadig holder.

30 år senere er AC/DC for længst nået til rockens top uden at afvige mange millimeter fra gruppens på engang tunge og eksplosive Jan Ulrich-tråd. Derfor er det naturligvis kun ret og rimeligt, at gruppens nye pladeselskab, Sony, denne sommer har genudgivet hele AC/DC´s katalog af album i nye og remastered versioner. Udover at være en velfortjent cadeau til rockens hulemænd, er genudgivelserne selvfølgelig også et signal om, at AC/DC er vigtige ikoner for den nye generation af garagerockere, som i høj grad har ladet sig inspirere af gruppens udboringer i granitten.

En imponerende samling monotoni, vil de mange kritikere af gruppens univers mene. Hvad AC/DC selv sagt er klar over og flere gange ironisk har kommenteret i eksempelvis 'Rock And Roll Ain't Noise Pollution' fra det ubetingede mesterværk 'Back In Black'.

Sandt nok, men, må vi tilføje, også et konsekvent mesterværk ud i en så svær disciplin som begrænsningens kunst. Bortset fra den let bizarre sækkepibe i netop 'It's A Long Way To The Top...' er det mildt sagt begrænset, hvor mange eksperimenter AC/DC har kastet sig ud i gennem årene. Eksperimenterne undergås i realiteten vel kun af antallet af ballader i gruppens repertoire. Med undtagelse af 'Love Song' - en helt uhørt titel for AC/DC(!) - fra gruppens tidligere plader, som kun blev udgivet i Australien og til nød 'The Jack' fra 'High Voltage' har AC/DC aldrig været nede i de lave gear, men drønet derudaf med udtalt driftsikkerhed trods tempoet. AC/DC røg langt ud i periferien, da halvfjerdserne blev til firserne og gruppen havde udgivet sine to bedste plader - 'Highway To Hell' og 'Back In Black'. De to album er det ypperste, man kan vride ud af en så simpel, men altid swingende rock. Med hver sin sanger. Da den flabede, drilske og humoristiske sanger, Bon Scott, døde kvalt i sit eget bræk efter en af sine alt for mange drukture i London i 1980, troede mange, at strømmen var gået ud af AC/DC. Men den skotske markedspladsudråber Brian Johnson fra den britiske gruppe Georgie viste sig at være en fuldgod erstatning.

Han fik skreget nyt liv i gruppen på 'Back In Black' med så klassiske sange som 'You Shook Me All Night Long', 'Shoot To Thrill', 'Hells Bells' og titelnummeret, der er en af grundene til, at AC/DC ofte er blevet beskyldt for at forføre de unge knægte i følget med satanisme og okkultisme. Intet kunne være mere forkert. AC/DC er underholdende rock i sin reneste form, renset for politiske eller religiøse sidespor. Hvis der er et budskab, findes det i titlen på sangen 'Riff Raff' fra albummet 'Powerage' - »pedal to the metal«, som man siger på engelsk. Det er, hvad AC/DC, er. En simplificeret udgave af Rolling Stones, hvis Keith Richards engang har sagt om AC/DC: »these cats are really laying it out loud!«

AC/DC er fortsat klodens bedste repræsentanter for tungrock og et i Danmark stærkt savnet livenavn - gruppen var her sidst i 1991! Ikke for vokalen, ikke engang for Young-brødrenes guitarklodser, næh, såmænd for rytmegruppen. Det er nemlig den, der har magten, når AC/DC er i studiet. Som i 1979, da producer-esset Robert John 'Mutt' Lange sad ved roret under indspilningen af 'Highway To Hell'. En helt igennem besættende bersærkergang af grovkornede grooves i fuld kontrol i modsætning til firsernes tåbeligt oppustede heavyrock.

Den blev AC/DC slået i hartkorn med, men vedblev med at være en gigantisk liveattraktion op gennem firserne, hvor pladerne blev færre og svagere, inden man i 1990 lagde godt fra land igen med albummet 'The Razor's Edge' og hittet 'Thunderstruck'.

Med tilbagekomsten af den rene, garagebetonede rock med plads til humoren og den slagside nogle vil kalde sexistisk, er vejen atter banet for AC/DC, som da også har udgivet det mere end hæderlige 'Stiff Upper Lip' senest. Holdbare råvarer fra hulemændenes værksted. Og ingen man lader forudsigelighedens hammer ramme AC/DC igen, er det måske lige en overvejelse værd, at rockhistorien slæber rundt på alt for mange skrækeksempler på, hvad der sker, hvis man ikke mestrer begrænsningens kunst.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu