For længe længe siden var der en mængde britiske rockbands, som fandt tørvejr under paraplybetegnelsen indierock. Det var tilbage i 80'erne og de tidlige 90'ere, og dengang refererede betegnelsen til, at de udkom på pladeselskaber, der var uafhængige - independent - af globale giganter som for eksempel Sony og EMI. Men så gik der britpop i menageriet, og giganterne fandt ud af, at termen indierock var profitabel at få klistret på deres udgivelser, fordi den emmede af pludseligt interessante kvaliteter som 'autenticitet' og 'undergrund'. Vupti var indierock blevet en genre, der mere handlede om den rigtige form for fedtet, halvlangt hår og gamle træningstrøjer med lynlås end om den musikalske innovation, som de uafhængiges flagskibe såsom Pale Saints, My Bloody Valentine, Ride, Cocteau Twins og Slowdive havde stået for. Indierock blev en musikgenre, druknede i mediehype og forstenede. Og siden har britisk rock lidt under en retrogejl stilstand udkrystalliseret af bands som Stereophonics og Bluetones. Eller en kedsommeligt stereotyp middelklasseklynken fra for eksempel Travis og Starsailor. Og jo, Coldplay er da fine, men de kommer altså ikke til at skubbe britisk rockarv ud af det 20. århundrede. Derfor ville jeg sådan ønske, at jeg nu kunne skrive, at et nyt morgengry er på vej. Det ville desværre være at tage munden for fuld, men en svag rødmen i horisonten er der da med det unge indierockband British Sea Power. 'The Decline of British Sea Power' starter med sydende guitarspil og dynamisk stikkende trommer, der smager af amerikanske Pixies' mesterværk lsquo Surfer Rosa'. Og engelske British Sea Power har også meget ad vejen samme beskidte energi, men ikke meget af vanviddet og originaliteten. De opmaler til gengæld med indædt energi denne særlige britiske middelklassemelankoli, som rammer os skandinaver så klokkerent, og mange sange er regulære ballader - men gerne modsagt af sydende guitarer, der former til tider brillante riffs. Igennem albummets bedste passager strømmer en gnistrende vilje til at finde nye formuleringer inden for prøvede rammer, og det resulterer i opsætsige og brændende perler. Men her er også for mange tamme vildskud.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























