Rend os i traditionerne

- Foto af albumcover.
- Foto af albumcover.
Lyt til artiklen

For længe længe siden var der en mængde britiske rockbands, som fandt tørvejr under paraplybetegnelsen indierock. Det var tilbage i 80'erne og de tidlige 90'ere, og dengang refererede betegnelsen til, at de udkom på pladeselskaber, der var uafhængige - independent - af globale giganter som for eksempel Sony og EMI. Men så gik der britpop i menageriet, og giganterne fandt ud af, at termen indierock var profitabel at få klistret på deres udgivelser, fordi den emmede af pludseligt interessante kvaliteter som 'autenticitet' og 'undergrund'. Vupti var indierock blevet en genre, der mere handlede om den rigtige form for fedtet, halvlangt hår og gamle træningstrøjer med lynlås end om den musikalske innovation, som de uafhængiges flagskibe såsom Pale Saints, My Bloody Valentine, Ride, Cocteau Twins og Slowdive havde stået for. Indierock blev en musikgenre, druknede i mediehype og forstenede. Og siden har britisk rock lidt under en retrogejl stilstand udkrystalliseret af bands som Stereophonics og Bluetones. Eller en kedsommeligt stereotyp middelklasseklynken fra for eksempel Travis og Starsailor. Og jo, Coldplay er da fine, men de kommer altså ikke til at skubbe britisk rockarv ud af det 20. århundrede. Derfor ville jeg sådan ønske, at jeg nu kunne skrive, at et nyt morgengry er på vej. Det ville desværre være at tage munden for fuld, men en svag rødmen i horisonten er der da med det unge indierockband British Sea Power. 'The Decline of British Sea Power' starter med sydende guitarspil og dynamisk stikkende trommer, der smager af amerikanske Pixies' mesterværk lsquo Surfer Rosa'. Og engelske British Sea Power har også meget ad vejen samme beskidte energi, men ikke meget af vanviddet og originaliteten. De opmaler til gengæld med indædt energi denne særlige britiske middelklassemelankoli, som rammer os skandinaver så klokkerent, og mange sange er regulære ballader - men gerne modsagt af sydende guitarer, der former til tider brillante riffs. Igennem albummets bedste passager strømmer en gnistrende vilje til at finde nye formuleringer inden for prøvede rammer, og det resulterer i opsætsige og brændende perler. Men her er også for mange tamme vildskud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her