For længe længe siden var der en mængde britiske rockbands, som fandt tørvejr under paraplybetegnelsen indierock. Det var tilbage i 80'erne og de tidlige 90'ere, og dengang refererede betegnelsen til, at de udkom på pladeselskaber, der var uafhængige - independent - af globale giganter som for eksempel Sony og EMI. Men så gik der britpop i menageriet, og giganterne fandt ud af, at termen indierock var profitabel at få klistret på deres udgivelser, fordi den emmede af pludseligt interessante kvaliteter som 'autenticitet' og 'undergrund'. Vupti var indierock blevet en genre, der mere handlede om den rigtige form for fedtet, halvlangt hår og gamle træningstrøjer med lynlås end om den musikalske innovation, som de uafhængiges flagskibe såsom Pale Saints, My Bloody Valentine, Ride, Cocteau Twins og Slowdive havde stået for. Indierock blev en musikgenre, druknede i mediehype og forstenede. Og siden har britisk rock lidt under en retrogejl stilstand udkrystalliseret af bands som Stereophonics og Bluetones. Eller en kedsommeligt stereotyp middelklasseklynken fra for eksempel Travis og Starsailor. Og jo, Coldplay er da fine, men de kommer altså ikke til at skubbe britisk rockarv ud af det 20. århundrede. Derfor ville jeg sådan ønske, at jeg nu kunne skrive, at et nyt morgengry er på vej. Det ville desværre være at tage munden for fuld, men en svag rødmen i horisonten er der da med det unge indierockband British Sea Power. 'The Decline of British Sea Power' starter med sydende guitarspil og dynamisk stikkende trommer, der smager af amerikanske Pixies' mesterværk lsquo Surfer Rosa'. Og engelske British Sea Power har også meget ad vejen samme beskidte energi, men ikke meget af vanviddet og originaliteten. De opmaler til gengæld med indædt energi denne særlige britiske middelklassemelankoli, som rammer os skandinaver så klokkerent, og mange sange er regulære ballader - men gerne modsagt af sydende guitarer, der former til tider brillante riffs. Igennem albummets bedste passager strømmer en gnistrende vilje til at finde nye formuleringer inden for prøvede rammer, og det resulterer i opsætsige og brændende perler. Men her er også for mange tamme vildskud.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























