Fra den nat, der nu gennem 26 år har været både gul og rastløs for Sort Sol, kommer et smukt livstegn. Som et lidt tøvende blink i en lyskurve, hvor den gule prik har haft overtag længe og dunker sin betændelse ud i gaderne som beskidte stoffer i byens blodårer. I en tid, hvor mange taler omkring Sort Sol taler om kunstnerisk krise med manglende knivskarpe kompositioner og et kommercielt knæfald, er det en glimrende ide at udsende dette lille stykke nattemusik. Der er ingen tvivl om, at de mange stemningsladede strømninger fungerer fint som soundtrack til Linda Wendels filmatisering af Kirsten Thorups debutroman 'Baby'. Men musikken kan sagtens stå alene som bevis for, hvor godt Sort Sol stadig fungerer, når der er en stemning at arbejde ud fra. En stemning af fortættet mørke, løsreven kærlighed i et råt miljø med latente trusler af enhver art. Det er sådan et sted, man kan tage et frikvarter og svømme væk i en 'Restless Yellow Night', selv om selve nummeret mest lyder som en - yderst habil - opdatering af klassisk Sort Sol. Storladent produceret i gruppens voksende begejstring for den mest grandiose del af 60'ernes pop, som får fuldt håndtag i den lille Phil Spector-pastiche 'Lost But Always Found'. En fin lille sang, der ud over at rumme indlysende selvbiografiske elementer står som et glimrende bud på tidens retrospektive garagerock. Resten er rigtige gentagelser af blandt andre 'Rhinestone', som her har skiftet navn til 'Diamond Wind'. Den egentlige filmmusik er til gengæld robust og gedigent produceret af Lars Top-Galia. Et livstegn, der lysner gevaldigt op i natten.