MTV og medsammensvorne i underholdningsindustrien er verdensmestre i at få os til at glemme det: at moderne r&b kan være andet end afroamerikanske seksualiserede stereotyper. At genren også er en perspektivrig dannelses-dance, som Lauryn Hill så ubesværet beviste med nyklassikeren 'The Miseducation of Lauryn Hill'. At r&b er en urban groovekunst, man lige så vel kan påfylde sin livsvisdom, sin historie, som sin narcissistiske/hormonelle begejstring i et ungdommeligt lige-nu-og-hér. Den californiske sangerinde og komponist Mystic satser således på eftertænksomhed, frem for lir på sit andet, meget ordrige album 'Learning To Breathe'. Hun kan godt lokke mellemgulvet i uføre, men formår også den sjældne kunst at få røven til at gynge i takt til meningsfuld historiefortælling: selvbekendelse, kærlighedsforviklinger og social bevidsthed. 'This song is for everybody who ever lost anybody to a violent death/the streets, drugs, domestic violence'. Altsammen meget sympatisk, men desværre har Mystics ord svært ved at hæve sig over klicheen, og de forskellige producere opmaler heller ikke just store soniske visioner i deres ofte lidt gumpetunge konstruktioner. Der er perler, men over ordene, den lidt for unuancerede vokal og musikken, hviler desværre noget lidt kedsommeligt fodformet i Mystics bud på en anderledes åndelig boogie.
Fodformsboogie
Lyt til artiklen
