Med undtagelse af et stramt hundehalsbånd har den spøgelseshvide, tynde krop med de ligblege læber ikke en trævl på. Huden skaller, som om den er klar til at gå i opløsning. Og de grønne øjne er livløse. Sådan præsenterer Annie Lennox sig selv på sit første album i 11 år med nye, egne sange. Som en æstetisk gennemtænkt eneulykke klædt af til skindet og de fremstikkende kraveben. Albummet hedder 'Bare', og i sangene viser Annie Lennox sine værste følelser frem. Nøgne. Den grimme bitterhed. Den pinlige ensomhed. Og den altomfattende selvoptagethed. En af sangene hedder 'The Saddest Song I've Got' . En anden hedder 'Bitter Pill' og en tredje 'The Hurting Time'. Man kan roligt tage titlerne for pålydende. 'Bare' er ikke nogen humørpille. Den er nogle gange præcis så trættende i sit selvanalyserende sortsyn, som andre menneskers ensomhed og bitterhed virker i virkeligheden. Man vil helst ikke konfronteres med, hvor slemt det er. Eller kan være. Når 'Bare' så alligevel er til at holde ud, ja ligefrem er en smuk oplevelse, skyldes det især to ting. Den ene er, at de bedste af Annie Lennoxs tekster er ualmindelig intelligent poplyrik, der endevender de slemme og de depressive tanker, så de transformeres til tidløse, universelle erkendelser. Den anden ting er den gråblå stemmes elegante bevægelser og klare kløgt. Melodisk og musikalsk er 'Bare' bedst, når Annie Lennox ikke prøver på at kompensere for det manglende livsmod ved at friske dem op med et ekko af Eurythmics. Det får en forkert retroklang, når den 48-årige skotske sangerinde og pianist for eksempel et sted i 'Pavement Cracks' tydeligt låner noget lyd fra sit og Dave Stewarts beundrede samarbejde igennem 80'erne og igen i en kort periode i slutningen af 90'erne. 'Bare' fungerer meget bedre, når Annie Lennox musikalsk renser sit udtryk for udklædning i stille ballader som den afsluttende, lyrisk fortvivlede bøn 'Oh God'. Eller når hun finder på arrangementer, der ikke ligger for tæt op ad Dave Stewarts frækt kantede og charmerende smidige. Hendes 'Loneliness' er en hitoplagt melodi, som vers for vers får flere instrumentale farver og ender i et modigt brus, når hun spørger: »Are you there for me? 'Cause I'm here for you«. Og den syv minutter lange 'The Hurting Time' er en besjælet og sofistikeret nøgle til hele albummet. Mørk og stille, men også gennemsigtig og på bunden spillende af liv. Som en ren sø. 'The Hurting Time' er en af de mest gribende sange på et album, hvor Annie Lennox aldrig prøver at skjule sit depressive væsen. Hun har lidt af depressioner, siden hun var 14 år gammel. I forbindelse med udgivelsen af 'Bare' har hun fortalt, hvordan en følelse af at være utilstrækkelig, uelsket og udenfor altid har været en del af hende. »It's hard to see the glass is full and not half empty«, synger hun i 'A Thousand Beautiful Things'. Det er en simpel lille poplinje. Men det er en følelse, som kan ødelægge oplevelsen af det meste og gøre det vanskeligere at komme op igen, når man er slået omkuld. Annie Lennox har været nede mange gange. Da hun og Dave Stewart i slutningen af 1970'erne var et par, der drev gruppen The Tourists, og kærligheden helt var på hendes side . Han ville gerne - også senere i Eurythmics - være hendes musikalske partner. Men han kunne ikke være hendes kæreste. Hun blev gift med en anden. I 1988 var hun gravid for første gang og fødte en dødfødt dreng. Hun blev skilt, blev gift igen og fik to døtre. Ægteskabet holdt ikke, og i dag bor Annie Lennox alene. Men når hun nu både synger og siger, at hun er ensom, er det ikke for at angle efter medlidenhed. Så snævre er hendes perspektiver ikke. Med 'Loneliness' vil hun formulere et af de store tabuer, vi har tilbage. Og den stadig androgynt udseende Annie Lennox formulerer det med en stemme, der er så respekteret og umiskendelig, at hun kan være væk fra offentlighedens krævende projektører i årevis uden at falme som ikon. Det er en stemme, som også på 'Bare' har uafviselige kvaliteter. Den voksne melankoli indeholder slemme selverkendelser, der stikker dybere end popmusikkens sædvanlige søde længsel. I 'Bitter Pill' er hun vred. Ikke kun på en eller anden, der aldrig ringer tilbage. Også på sig selv. Fordi hun har ønsket den opringning så meget, at den tavse telefon har gjort hende rasende og bitter. I 'A Thousand Beautiful Things' synger hun om, hvordan hun gør sig umage for at få øje på de smukke ting i stedet for at lukke øjnene for dem. I 'Wonderful' er længslen erotisk. I 'The Saddest Thing I Got' er kærligheden så død, at musikkens åndedræt næsten går i stå af sorg. Man er aldrig nogensinde i tvivl om, at det gør oprigtigt ondt at være Annie Lennox. Smerten, fortvivlelsen eller den forpinte erotiske længsel i 'Twisted' er ikke udelukkende velformuleret popfiktion. Det er den nøgne Lennox. Men hun fortæller det så flot og så smukt, at 'Bare' ikke bliver en nøgleroman på popvers. Selv om hun i spøg har udtalt, at albummet nok burde stå på selvhjælpshylden i en boghandel i stedet for at ligge fremme i musikbutikkerne. Annie Lennox har humor og selvironi. Og selv når hun synger om at kravle sig frem eller (i 'The Saddest Song' ) beskriver sig som frossen og død, har stemmen styrke og klasse. Den har et næsten umærkeligt anvendt vidt spænd. Og så er den både rank som en søjle og blød som hud. Levende hud. Annie Lennox ligner et lig på omslaget til 'Bare'. Men hun er i den grad i live.