Med tiden er den ironiske pointe i navnet på den britiske gruppe, The Pretenders, blevet stærkere og stærkere. I takt med, at alle tendenser til forstillelse er droppet som syrlige drops i vejkanten af bandets ubestridte leder, Chrissie Hynde. Hun - og Pretenders - er stille og roligt gennem det sidste årti blevet reduceret til et af den slags overlevende rocknavne, mange nok kender, men til gengæld ikke rigtig aner, hvor de kender fra. Pretenders har ligesom bare været et sted i kulissen som velrenommeret liveband fra dengang i 1980'erne. Måske fair nok i og med, at der aldrig er sket de store forandringer i Hyndes kompositioner eller gruppens udtryk. Det er egentlig heller ikke tilfældet på gruppens nye udspil, 'Loose Screw'. Når det alligevel er et helt igennem vedkommende, gedigent og ambitiøst album, som sammen med det 20 år gamle(!) 'Learning To Crawl' står som gruppens bedste, skyldes det naturligvis, at sangene denne gang er så meget bedre og fremførelsen af dem er båret af en ny gejst. Fra første færd i den herlige rocker 'Lie To Me', der en gang for alle trækker tæppet væk under de unge piger med Alanis Morisette i spidsen, som ynder at flirte med feminismen. Dette er den ægte vare, det notoriske spark til den del af den maskuline selvindbildskhed, der er placeret i nosserne. Heldigvis tør Chrissie Hynde op senere hen på albummet og giver sig i kast med mere reflekterede og modne rocksange som 'Nothing Breaks Like A Heart', 'The Losing', 'Complex Person', 'Saving Grace' og den store ballade 'I Wish You Love'. De er nok tyngede af erfaringer, men bestemt ikke tunge. Snarere melodiøse og vedkommende.