Med sin underlægningsmusik til 'The Hours' er den amerikanske komponist Philip Glass kommet tæt på den succes, han allerede har smagt så sødt med sin moderne operatrilogi 'Einstein on the Beach', Satyagraha og 'Akhnaton'. Glass' valg af filmopgaver har ellers ikke altid været lige lykkelig. Som eksempler på, at en begavet musiker også kan komme til at bo i et glashus, kan nævnes de dårlige gysere 'Candyman' og Candyman 2', som Glass scorede - uden ligefrem at score den store gevinst som kunstner. Med Martin Scorseses 'Kundun', en fortælling om Tibets skæbne i det kommunistiske Kinas skygge, landede Glass for første gang på et filmisk emne, der lå for hans specielle stil. Og med instruktøren Stephen Daldrys mesterlige 'The Hours' - om tre skæbneforbundne kvindeskikkelser fra forskellige tider og steder - er han igen på hjemmebane. For Glass' minimalistiske stil egner sig bedst til at beskrive det usagte, til det, der kun anes i mellemrummene mellem de faktiske begivenheder, og som hverken har en egentlig begyndelse eller en egentlig afslutning. Musikken er der bare, som en harmonisk strømmende bevidsthedsform i sig selv. Glass er så godt som aldrig deskriptiv, når han komponerer. Han lægger snarere en moduleret klangbund, som filmen trygt kan læne sig op ad, som vi andre læner os op ad en pude både for at føle velbehag og få støtte i ryggen. Sådan er det også med soundtracket til 'The Hours', der er Glass' bedste til dato. Og når 2003 er til ende, kan det meget vel vise sig at være årets ypperste. Og så er musikken fri som en fugl, når man gerne lytter til den uden billedernes hjælp. Forfatteren til bogen bag filmen, Michael Cunningham, har oven i købet udtalt euforisk om Glass' musik, at den ikke blot fylder sin opgave i filmen, men også er blevet inspirationen til den næste bog, som han er ved at skrive. Se, det kan kaldes en ros.