Et stykke inde i den tredje skæring på Metallicas længe ventede nye album, 'St. Anger', råber sanger James Hetfield: »Some kind of monster!«. Som om han selv er forbløffet over det uhyre, gruppen har skabt. At 'St. Anger' virkelig er et uhyre, der stritter, sparker og slår ud med alt, hvad man kan forestille sig, er en uomtvistelig sandhed. Et mægtigt monster, der tamper tungt af sted i et tempo, der efterlader lytteren fuldstændig udmattet på stien efter de fem kvarters intense og nådesløse kamp med hørelsen. Desværre kan man i høj grad diskutere fortsættelsen af Hetfields udbrud: »the monster lives!«. Tja og tjo. I den forstand, at bæstet rent fysisk er et pragteksemplar, der virkelig kan frembringe et musikalsk tordenvejr, er det selvfølgelig spillevende. Men er der liv inde bag den voldsomme musiceren, og er der nerve et sted inde i rytmerouladen? Svaret synes at være, at 'St. Anger' er en af den slags konsekvent gennemførte satsninger, der er mere imponerende end egentlig vedkommende. Forstået på den måde, at Metallica i den grad får demonstreret, at bandet består af ubegribeligt dygtige musikere, som i et næsten konstant tårnhøjt tempo formår at skifte rytmer hurtigere end en motoriseret plæneklipper kan knække nakken på et firkløver. Men det vidste vi strengt taget godt i forvejen. Det gamle band afviser alle konkurrenter til den virkelig heavy metals rige ved porten. Spørgsmålet er blot, hvor sjovt det er at være konger over et rige, der forekommer stendødt? Og sådan kan man blive ved. 'St. Anger' stiller flere spørgsmål, end det besvarer for Metallica. Ved at lade rytmer og vildt springende riffs prygle ud af højtalerne så vildt som i ungdommens vår, formår Metallica måske at vinde de fans tilbage, der kun hang fast i de yderste af bæltets nitter, da bandet satte tempoet ned, men til gengæld fik plads til stemning og mindeværdige sange på de tre album 'Metallica', 'Load' og 'Reload'. Og hvad så? Det er næppe nogen bærbar kunstnerisk ambition at vise, at man stadig kan fræse i moden alder. Albummets tema er James Hetfields kamp for at blive af med diverse misbrug. Desværre nøjes de rasende sange med at kaste statements som »my lifestyle determines my deathstyle« og »fuck it all and no fuckin' regrets'« af sig frem for reel refleksion. Leder man efter sange, der vil blive stående, er de bedste bud vel det edderspændte 'There Is Only One Guarantee', 'Shoot Me Again' og 'Sweet Amber'. Søger man en guitarsolo til at løsne lidt op for maskinrummets stramt spændte remme, er man helt på vildspor. Og ve den radiovært, der vil hitte en enkelt bette ballade at skrive på sin playlist. Også det er en halsløs gerning. Skulle man ligefrem rode lidt rundt efter et klart produceret nummer her, har man slet ikke fattet konceptet. For de lavt stemte instrumenter og den rasende buldren fra Metallica og producer Bob Rock, der også spiller bas på albummet, lyder som en armé af humlebier på speed har hidset sig gevaldigt op inde i et højtalertårn med sprængte kabinetter. På den led er 'St. Anger' en skuffelse og lyder som kommercielt selvmord, selv for et band, som er blevet en af verdens rockgiganter ved at satse konsekvent på sin egen tunge stil. Eller i hvert fald et drøjt øksehug til en i forvejen vaklende karriere. Modigt og på sin vis fascinerende. I hvert fald bliver det interessant at se, hvordan Metallica vil forløse disse sange fra et alt for langt eksperiment på Roskilde Festivalen om føje uger. Der er eddermame noget at slås med.