MEGET HAR MAN beskyldt den (i kritikerkredse) stærkt forkætrede nu metal for, men at den drøje fusion mellem heavy metal, funk og rap skulle være sexet, ja, ligefrem kærlig, har indtil nu ikke været med i skideballerne. Glem det, for nu har californiske Deftones stukket kløerne i både underliv, hjerte og andre steder, hvor det både kan gøre ondt og godt. Måske endda på samme tid: »Always the same taste just new injury/ Well I'll wear the claws if you like that/ yeah, if you like that we can ride on a black horse/ A great new wave Hesperian death horse«, vrænger sanger Chino Moreno i sangen med den herlige titel: 'When Girls Telephone Boys'. Blot en af de mange hektiske metallegeringer, der flænser og flår i lidenskaberne på det fjerde og fine album med Deftones, der blot har fået gruppens navn. På omslaget møder vi et afpillet kranium, omringet af røde roser. Sigende, thi albummets store temaer er døden og kærligheden, som ligefrem går hånd i hånd på flere af sangene. Begge dele handler om forfald og at blive forladt, synes logikken at være i eksempelvis den smertelige, men hårdtslående 'Good Morning Beautiful' og den blidere 'Deathblow' med denne konstatering af det store afsavn: »Soon as you came in all the beasts went away/ They noticed that you're warm - wait till you leave then come back for more«. Av, for den. De gode drenge fra Sacramento synes at have brændt sig godt og grundigt. Måske en naturligvis konsekvens af at have turneret kloden tynd med uhørt flid i de senere år? Gevinsten af indsatsen er til gengæld, at Deftones er så godt sammenspillede, at bandet kunne gå i studiet og indspille sangene live. Resultatet er, at der spilles så tæt ind til benet, at knogler og kirtler flintrer gennem højtalerne. Det swinger stålhårdt og grumt i 'Battle-Axe' og flyder smukt i 'Lucky You'. To sange i rap, der viser spændvidden i Deftones udtryk, og at gruppen er ved at udvikle sig til en art brobyggere mellem den britiske (og danske) melankolirock med fortalere som Coldplay, Radiohead, Starsailor samt Saybia og altså nu metallens mere fyndige udladninger. Bestemt ikke en uinteressant retning for Deftones, der er noget så befriende som et band i denne genre, der sætter det menneskelige højt og ikke postulerer had til alt og alle under en meget luftig fane. Deftones er sympatisk nok i øjenhøjde med sig selv, sit publikum og samtiden i en enkel, men groovy og temmelig smittende rock. Det går lige i underlivet, hvis man gider lukke guitarist Stephen Carpenters næsten slikne licks og den smidige rytmegruppe ind under Chino Morenos klagende tungebånd. Hua, det er måske nok vådt, men alligevel snarere en serie knaldende kinesere end en klynkende fuser.