Gruppen Staind slog igennem med sit andet album med den sigende titel 'Dysfunction' fra 1999 og fulgte op med hittet 'It's Been A While' i 2001, er vel det nærmeste, man kommer god gammeldags bikerrock, spillet af bløde mænd. Hvis man kan forestille sig psykologistuderende krænge det hele ud med motorolie på fingrene og slidte læderbukser på rumperne, kan man også synge med på Stainds mange melodiske ballader med omkvæd så store som stadions - 'Fray', 'How About You' og 'So Far Away' hedder de eksempelvis denne gang på det fjerde udspil med endnu en sigende titel - '14 Shades Of Grey'. Det er såmænd mægtigt sympatiske og fine melodier - Pearl Jam på aftenskolekurses i folkemusik, lige til at gå til og synge med på. Mere saft er der i sange som 'Yesterday' og 'Price To Play' med sanger Aaron Lewis og guitarist Mike Mushok på solidt arbejde i forgrunden. Der arbejdes på de indre linjer, som det fremgår af 'Price To Play': »We fail to see how destructive we can be/ Taking without giving back/ Till the damage can be seen/ Can you see/ Can you see?«, spørger Aaron Lewis inkvisitorisk, og man mærker koldsveden risle ned ad sin samvittighedsplagede rygrad. Kan man lide Saybia og Carpark North, vil man dog ikke gå galt i byen med Staind. Selv om man godt kunne ønske sig, at ploven tog nogle lidt større sving til siderne indimellem, når alle de salte tårer pløjes ned i Massachusetts muld.