Det er som udgangspunkt altid problematisk, når et dansk band lader sig inspirere kraftigt af en international musikalsk strømning. Og den københavnske trio Geisha slipper ikke af sted med deres version af tidens übertrend, electroclash: en elektronisk poppunk, hvor enkle, knastørre programmerede trommer og endnu enklere og knastørre synthesizertemaer bakkes op af vrængende riffrockguitarer. Hvor folk som Peaches og Fischerspooner har udnyttet hver deres variant af dette særlige lydbillede til at skabe en distanceret og hoven pseudorock, er Geisha nemlig tilfreds med at lægge sig bevidstløst i baghjul. 'G2', deres bud på genren, har ganske enkelt så meget karakter af stiløvelse, at det mister sin mening. Deres materiale er stramt fremført, men ganske enkelt fornærmende tyndt, melodisk, dynamisk og tekstmæssigt. Geisha vil med programerklæringen 'New Banality' i hånden sikkert hævde, at interessemomentet i deres musik ikke skal findes i skønne melodier eller traditionel indlevelse, men i netop den tjekkede, postmoderne distance. Okay så, men det ændrer ikke på, at Geisha lyder som en bleg kopi, en hysterisk efterklang af sine hurtigt tilegnede electroclashforbilleder.