0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ferme kopister

Albummet vokser ikke ind i himlen. Selv om mange sange er fuldblodshits, så er der også pletvis mathed at spore. Og Taylor-Taylors cool hæse røst kan dertil også være irriterende i al sin krukkede endimensionalitet. Men det kan ikke slå de bedste sange (wauw!) i jorden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

- Foto af albumcover.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Okay, originale kan man ikke kalde Portland, Oregon-kvartetten Dandy Warhols. Det kan konstateres helt ud til coveret på deres fjerde album 'Welcome To The Monkey House' prydet af en banan med lynlås - en pastiche over Andy Warhols coverkunst til Velvet Undergrounds debutalbum og Rolling Stones' 'Sticky Fingers'.

De musikalske pejlemærker er Marc Bolan, Bowie i glamtiden, britisk shoegazerrock og Duran Duran, ja, Nick Rhodes fra sidstnævnte er endda medproducer og synthesizerbetvinger på 'Welcome. Og hvis ikke frontfigur Courtney Taylor-Taylor var så ekstremt ferm en sangskriver og så bevidst om sit
kopisteri, så havde der ikke været meget sjov ved Dandy Warhols. Men det er der.

Få sangsnedkere kan præstere så forrygende rockomkvæd som det, der pryder 'Heavenly', så romantisk højtsvævende popperler som 'You Were The Last High' og slippe af sted med at parafrasere synthfiguren fra Bowies 'Ashes To Ashes'. Og så er arrangementerne - bestøvet med Rhodes' elegante synthhåndværk - rigtig rigtig labre.

Men albummet vokser ikke ind i himlen. Selv om mange sange er fuldblodshits, så er der også pletvis mathed at spore. Og Taylor-Taylors cool hæse røst kan dertil også være irriterende i al sin krukkede endimensionalitet. Men det kan ikke slå de bedste sange (wauw!) i jorden.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere