Bare det er engelsksproget, krydser billig dingdongpop landegrænser med en helt anden lethed end seriøse pop- og rockkunstnere. Hvor mange følsomme danske, finske eller for den sags skyld tyske stemmer har man taget til sig uden for hjemlandets grænser? Der foreligger et mysterium. Hvorfor kan de ikke se den skønhed, der for os er så indlysende? Der er en oversættelse af følelser, som åbenbart kun uhyre sjældent kan finde sted. Et eksempel er den unge tysker Maximilian Hecker. I Tyskland har man udråbt ham til noget nær det mest yndige siden 'Den Unge Werthers Lidelser' og The Beatles, men hørt med danske ører er det svært at forstå hvorfor. 'Rose' er da en ganske fin samling kærlighedssange. Men som henført og forpint dyrker nogle temmelig ordinære musikalske skabeloner fra den alternative popmusiks mere anæmiske afdeling. En spinkel minimalisme i arrangementerne fremhæver Heckers sirlige tone. Ikke blot er Hecker følsom, han er så overfølsom, at han da må gå rundt med små rosenknopper over hele kroppen. For dem, der bare ikke kan få kærlige klynk nok, er Maximilian Hecker selvfølgelig et emne til udforskning, men personligt vil jeg mene, at mens ny-følsomhed er fint, er ny-overfølsomhed lige i overkanten.