Alicia Keys ramte traditioner og nytænkning i første forsøg, hvorfor det da også er lidt af en ære for den jævnaldrende Vivian Green fra Philadelphia at blive sammenlignet med Keys for debuten 'A Love Story'. Sandt er da også, at balladen 'What Is Love?' næsten lyder som et (vellydende) ekko af Alicia Keys store hit 'Falling'. Men der er også andre inspirationskilder for den djævelsk velsyngende Greens sange. På 'Superwoman' lyder Vivian Green som en powerfuld sangerinde i en slags cyperfolk med gospelkor, på 'Fanatic' flirter hun med jazz og er facetteret som en Erykah Badu, andre steder er hun lækker som Toni Braxton, mens andre sange i udtryk nærmer sig Jill Scott, som Vivian Green da også har sunget kor for. Bedst er Vivian Green dog, når hun er helt sig selv i fine sange som balladen 'Music', '24 Hour Blue (Just One Of These Days)', 'Be Good To You', 'Keep On Going' og den raffinerede jazzballade 'No Sittin' By The Phone', der gudhjælpemig bringer Billie Holliday i erindring. Det er modne, rige og facetterede kærlighedssange, som hæver sig højt over dreng-pige på vildspor-temaet, som kun kan forundre fra en 23-årig sangerinde med et gigantisk talent. Vivian Green debuterer ved sine steder at flirte med det sublime og kan med lidt mere temperament i sangene blive en af soulmusikkens allerstørste sangerinder.