Ganske vist hører enmandshæren Gold Chains formelt hjemme i kategorien 'hiphop', men i virkeligheden benytter den tidligere skater og punkrockfan Topher Lafata fra San Francisco blot hiphops formsprog som afsæt for sin kritik af genren: Som når han tager til romantisk genmæle mod rappens fordummende machoetik, når den er værst: »Who needs a bitch/ when you got a lover«. Og Lafatas trods breder sig, udad, og ender som social kritik, når han hvæser: »You thought you had such a nice university education/ Well, welcome to the first rule of the western civilisation:/ Make money, make money, make!«. Det er jo sympatisk, men hvad der gør 'Miss Young America' til en virkelig glimrende plade, er, at den samtidig er en hyldest til noget af det bedste ved hiphop: For det første er Lafatas vokale aflevering dybt dragende, fra spyttende punk og spøgelseshistorieagtig hvislen til knaldende omkvæd. Og for det andet har albummets æggende, hvide maskinfunkproduktioner en høj 'booty factor', som han selv kalder det. Man kan altså ryste røven til lortet. Gold Chains: guldlænker. Og guld, der lænker. Topher Lafata er på det rene med hiphops styrker og kritikpunkter og går i kødet på begge med fuldt udbytte.
Det værste - og det bedste
Lyt til artiklen
