Nogle gange er mit forhold til en sang forgabt og forslugent, men forliebtheden kan vise sig at dampe overraskende hurtigt af. Andre gange kommer sangen stilfærdigt listende på små strømpefødder, inden den langsomt kravler op på skødet og arbejder sig videre ind i hjertet. Andre gange slentrer den bare så selvsikkert ind i mit rum og kræver sin plads. Berusende, bedrøvet, begejstret eller bare pokkers belejligt. Det er ikke tilfældigt, at forholdet til en sang kan minde om en forelskelse. Som med forelskelser er det ikke altid helt let at forstå, præcis hvad der udløser attraktionen. Mange af de smukkeste sange er jo overfladisk betragtet banale. Tænk at sangskrivere gider skrive den samme kærlighedssang igen og igen. Tænk at sangerne gider synge den. Tænk at vi gider lytte til dem, selv om vi måske befinder os på et sted i vores liv, hvor det meste handler om ganske anderledes prosaiske ting. I populærkulturens tidsalder er det igennem kærlighedssangens tre minutter, at vi udtrykker og dyrker vores stræben efter noget højere. Uanset om det ligner hjerteblod eller plastictårer. Uanset om stemmen tilhører Nick Cave eller Jon fra 'Popstars'. Men sangskriversangene med de dybe rødder i den amerikanske folkelige tradition er tit noget særligt. Dylan i hjertemarven. Sange skrevet med lige dele følsomt håndværk og intuitiv personlighed. Sange, man kan høre igen og igen, uanset hvor enkle de er. Ordet og tonen kan inden for rammerne af den samme sang indgå i et uendeligt antal koalitioner. I begyndelsen er det grundfølelsen, der river med. Et omkvæd smurt med trommehindelim. Senere er det en særlig frasering, der fanger øret. En slideguitar, der glider lige ind i hjertet. En sproglig vending, der bider sig fast. Et stednavn sunget med en gedulgt hjemve , der dækker over en underliggende dirren af længsel, man ikke lagde mærke til i første omgang. Den gode sang er en fascinerende changerende størrelse. En helstøbt form, der rummer sit eget foranderlige lys, sine egne flakkende skygger i mødet med den, der lytter. Ryan Adams viste sig på 'Heartbreaker' som en af den unge generations største talenter. Grovlytning af Ryan Adams fik den unge canadiske musiker Kathleen Edwards til selv at skrive sange, og gud ske tak og lov for det! Den 24-årige Edwards fremstår på debutalbummet 'Failer' som et strålende talent. Traditionel rootsorienteret countryrock, hvor hver eneste sang har det afgørende ekstra. 'One More Song The Radio Won't Like' er ikke bare en titel af de bedre, den forlænger også sin drilske selvrefererende tone helt ind i kærlighedssangens kerne. »You can't even make up my mind«, synger hun hånligt, men den sårede, syrlige brod vender indad. For det ligger helt ind i sprogets brug, at man er nødt til at beslutte sig selv. Med sin vakse forvridning af sprogbrugen gør sangskriveren kærestens manglende evne til et udtryk for deres fælles kærligheds uformåenhed. Men den alt andet end uformående elektriske guitar spillet af Jim Bryson giver rammen en vitalitet, der gør denne kuldsejlede kærlighedshistorie til alt andet end klynk. På 'The Lone Wolf' er introduktionen, den støvede, lidt drømmende og barnlige nynnen, nok til, at ørerne er spidset til en af de skæbnefortællinger, den unge Edwards turnerer så forbløffende selvsikkert. Kathleen Edwards lyder på 'Failer' ikke så lidt som en ung og uforfærdet Lucinda Williams med silken intakt. Men én Lucinda Williams i verden var nu faktisk også lige i underkanten.