Anders Remmer både synger og spiller bas og guitar på sit fjerde Dub Tractor-album. Musikken er stadig diskret og elegant, men en analog, måske forsonlig varme breder sig gennem de nye produktioner. Der er en spiralerende fornemmelse over 'More or Less Mono', Anders Remmers fjerde album som Dub Tractor. Som titlen antyder, er det musik ikke uden en vis glæde ved mere altmodisch lydkvalitet. Kald den lo-fi eller nyd blot den analoge varme, livsalige knitren og bløde susen, der ligger under og over de mere gængst blanke elektroniske flader og hæver den klanglige temperatur noget i forhold til tidligere. Spiralbevægelsen viser sig til gengæld mest i berøringerne med tidens indietronica (indierock blandet med electronica, vokaler og rockinstrumenter i sammenstød med computer), som Remmer så elegant foretager, og som får en til at mindes den musik, han som trommeslager og programmør var med til at undfange i gruppen How Do I i starten af 1990'erne. En naivistisk, melodiøs, kropsløs electropop, som den 39-årige producer nu er vendt tilbage til i langt mere avanceret, men også diskret modus. Præget af al bagagen, de over 20 års technopop, ambient, dub, breakbeat, techno og house, som er strømmet gennem hans kredsløb. Han har foretaget en spiralbevægelse, tilbage til udgangspunktet, men på et andet niveau. Og nu strømmer hans stemmebånd også på et par numre gennem computeren, bearbejdet af software, så den virker vægt-, men ikke sorgløs. Ligesom også både bas og elguitar er blevet spillet ind på computerskærmen. Selv om både 1980'erne og 1990'erne spøger - Joy Divisions basgange og Slowdives drømmetilstande - så er 'More or Less Mono' umiskendeligt moderne. Remmer er tydeligvis inspireret af især tyskernes undersøgelse af, hvad man kan bruge fejl til i musik: Her er masser af knitren, klikken, brummen og hvid støj. Men det foregår i bløde sammenstød med roligere flader og håndspillede instrumenter, som gør, at musikken insisterer på enkelhed og analog ro og samtidig myldrer med en veritabel fauna af detaljer. Anders Remmer har fundet en lettere, mere legende tone. Han foretager stadig diskrete manøvrer i elektronikkens dyb, men det er af den mere imødekommende art. Man kan vælge at fortolke det som et udslag af en mere forsonlig holdning til livet, en svag romantisk blussen i sjælen, eller som en veterans behov for at komme videre, tegne en spiralerende ikke bare cirkelsluttende bevægelse med sin kunst. Uanset hvad er udkommet smukt.