Depeche Modes 42-årige eneherskende og gerne mesterlige komponist Martin L. Gore har - siden afviklingen af de værste teenagekramper - transmitteret fra anderledes mørke steder end de hormonelle giftdepoter, der ellers gennembløder popformatet. Og hans lyssky seksuelle og til tider religiøse technopopsange er med tiden også blevet modsvaret af eksistentiel elektronisk rock og blues. Dette spektrum spænder de 11 sangfortolkninger på det andet solocoveralbum 'Counterfeit 2' - efterligning - også over. Her er masser af elektroniske hjemmestudiestrategier medbragt fra det faste arbejde - manende synthflader, himmelske harmonier, sexet skurrende melodier, moderne mikroknitren - lige som guitaren også gør sig bemærket, men det er med selve Gores beånding af sangene, at albummet står og falder. Alle farves de af hans trademark-blues og sørgmodige hulbrystede tenor, og det er forunderligt, når han overtager og bebor kærligheden og smerten i for eksempel Lennon/Onos 'Oh My Love' eller Julee Cruises 'In My Other World'. Desværre formår Gore ikke sidstnævnte med alle sange. Som om de fint enkle sangskeletter kan forblive netop det, ja, for eksempel virker fortolkningen af Nick Caves 'Loverman' konstrueret og kedsommeligt endimensionel. Og så lever albummet lidt for godt op til sin ydmyge titel.