M. Ward. Navnet lyder selvudslettende anonymt. Måske er det derfor, jeg ikke har hørt ham før. 'Transfiguration of Vincent' er hans tredje udspil, og jeg skal nok se at få slået kloen i de to første. For har man et godt øre til skæve troubadourer som Howe Gelb og Vic Chesnutt, er denne M. Ward et virkelig interessant bekendtskab. Stilen hos enspænderen Ward er mere sart end rustik. Tillige er han en uhyre dejlig guitarist fra de følsomme fingerspidsers folkeakademi. Masser af atmosfære håndrullet af blues, folk, lo-fi og andre gode sager. Den spøgelsesagtige blues 'Vincent O'Brien' er en kærlighedshistorie, fra ude hvor hjertets krager vender, og dén stemning fortsætter nok så naturligt i den følgende 'A Voice At The End Of The Line', der venligt beder bedemanden om en naturlig tjeneste: »Take me under undertaker/ take me home«. I den anden ende af spektret finder man nok så overraskende en øm og melankolsk lejrbålsversion af David Bowies 'Let's Dance'! Der er noget særligt over dette album, der starter helt ude ved lejrbålet med lyden af cikader og en nystrøget tændstik, inden man må lægge øret til jorden for at lytte til musikken med de dybe rødder og de fine spirer.