Lummert. Hvis der kun skal sættes et adjektiv på Jay Alanskys nye album 'Les Yeux Crevés', så er det lummert. Og hvis man må bruge flere: luksuriøst, liret, lounget. Alanski trådte ind på den elektroniske scene i 1997 under navnet A Reminiscent Drive med albummet 'Mercy Street', som flød over med storromantisk down tempo loungemusik. Og 'Les Yeux Crevés' - hans første album i eget navn, dog med et y til sidst i efternavnet - fortsætter i den retning, om end ud ad en lidt mere sammensat, udfordrende, funket og, ja, småliderlig tangent. Her er både melankolske, analoge synthflader og lokkende melodier. Men her er også forvrængede loops, skarpe synthdolke og liderhæse sangstemmer - flere steder tæt på Frankrigs buk supreme, Serge Gainsbourg. Som det måske også fremgår af adjektiverne, så kunne 'Les Yeux Crevés' godt lyde, som om en gammel Gainsbourg og en ung Jimi Tenor havde forenet libido om et soundtrack til en vovet kærlighedsfilm. De har været enige om at gøre det liret, men også om at udfordre formen. Det er elegant skruet sammen, og her er perler, men slutresultatet er alligevel blevet en lille smule for svulstigt, enfoldigt eller bare uforløst. En udluftning havde måske hjulpet.