Bybørnene i a.r.e.Weapons er uforsonlige og krassende. 1970'er- og 1980'er-mestre som New Yorks Suicide, Sheffields Cabaret Voltaire og Düsseldorfs D.A.F. er nærliggende referencer på duoens debutalbum 'A.R.E.Weapons', som med sit sammensatte udtryk nærmer sig den electroclash, som New York-festivalen af samme navn præsenterede for to år siden. Tunge guitarakkorder flænser de billige synthesizere, råbekor støder legesygt sammen med industriel støj, og trommeprogrammeringer kan pludselig blive helt bløde i sammenføjningerne og mime hiphopgrooves - og vice versa. Æstetikken splintres og samles på ny, da A.R.E.Weapons går efter rockens aggression - både af sonisk og politisk art. »A bored kid is a dangerous kid«, synges der på 'Hey World', som beskriver USA-ungdommens skærmydsler fra Columbine Highs nedskydninger til abortlovgivningens nådesløshed. Flere sange er fabelagtige opvisninger i ekspressionistisk vokalt krukkeri, krassende energi og mørkt pulserende grooves. Men for mange sange mangler konturer bag råbekorene. Det havde været en aldeles fremragende ep ...
Råbekor efter rockens aggression
Lyt til artiklen
