Bybørnene i a.r.e.Weapons er uforsonlige og krassende. 1970'er- og 1980'er-mestre som New Yorks Suicide, Sheffields Cabaret Voltaire og Düsseldorfs D.A.F. er nærliggende referencer på duoens debutalbum 'A.R.E.Weapons', som med sit sammensatte udtryk nærmer sig den electroclash, som New York-festivalen af samme navn præsenterede for to år siden. Tunge guitarakkorder flænser de billige synthesizere, råbekor støder legesygt sammen med industriel støj, og trommeprogrammeringer kan pludselig blive helt bløde i sammenføjningerne og mime hiphopgrooves - og vice versa. Æstetikken splintres og samles på ny, da A.R.E.Weapons går efter rockens aggression - både af sonisk og politisk art. »A bored kid is a dangerous kid«, synges der på 'Hey World', som beskriver USA-ungdommens skærmydsler fra Columbine Highs nedskydninger til abortlovgivningens nådesløshed. Flere sange er fabelagtige opvisninger i ekspressionistisk vokalt krukkeri, krassende energi og mørkt pulserende grooves. Men for mange sange mangler konturer bag råbekorene. Det havde været en aldeles fremragende ep ...