Hvis nogen derude skulle have glemt, hvordan det føles at elske, så lyt til The Cardigans' 'Long Gone Before Daylight'. Et overraskende langsomt og saliggørende album hele fem år efter svenskernes MTV-hypede, definitive gennembrud med popværket 'Gran Turismo' og hitsene 'My Favourite Game' og 'Erase/Rewind'. Et album stang Bacardi såvel som tømmermandsramt af kærlighedens svære kunst, der som bekendt ikke altid lykkes. Kærlighedssangens svære og voldsomt fortærskede kunst lykkes til gengæld forbandet godt for det Jönköpingfødte band. Fordi Nina Perssons stemme på én gang står skandinavisk stiv i betrækket og branket og brændende af levet og levende følelsesliv. Og fordi kompositionerne, de varme arrangementer og det sensitive spil er så fremragende, at selv klicheer revitaliseres. En blueset intimitet og en countrymusikalsk eftertænksomhed hersker, men Cardigans tager også af og til den store symfoniske pensel frem. Ligesom også rocknerven blottes, og popmelodien aldrig fortoner sig. Dén betvinges stadig med elastisk brillans og tindrende skønhed, ja, sågar et par steder med højromantisk himmelstræben a la ABBA. Og så er teksterne heller ikke uefne: »With a sampled heartbeat and a stolen soul, I sold my songs to have my fortune told. And it said: »You should know that love will never die. But see how it kills you in the blink of an eye««. Den er værd at tage med ud i den store egonat, drenge og piger.